MENU


Udryddelseslejre



Udryddelseslejrene var indrettet til umiddelbart at dræbe fangerne ved ankomsten. En udryddelseslejr kunne være bemandet med 15-20 tyske SSere samt 75-80 ukrainske hjælpere, som havde fået træning på SS skolen i Trawniki. Hertil kom nogle hundrede jødiske fanger, i perioder med spidsbelastning op til 1.000. De jødiske fanger blev tvunget til at udføre det manuelle arbejde i lejrene og de blev normalt selv dræbt efter få uger eller måneder og erstattet med nyankomne jøder.

Udryddelseslejrene oprettedes på isolerede steder men nær jernbanestationer. De blev placeret i nærheden af ghettoerne, så fangerne kunne føres med godstog direkte fra ghettoen til drabsstedet på få timer. Ved ankomsten til udryddelseslejren kom mænd og kvinder ind i hver sin barak til afklædning. Mændene blev umiddelbart derpå drevet gennem en camoufleret pigtrådssluse til gasbilen eller gaskammeret og dræbt. Kvinderne og børnene fulgte straks derpå. Normalt var alle døde inden to timer.

I begyndelsen brugte man til drabene i lejrene lastbiler eller politibiler, der var indrettet med et tæt lad og et rørsystem, der førte udstødningen ind i lastrummet. Senere byggedes der gaskamre svarende hertil, idet man brugte en stor motor, det kunne være motoren fra en sønderskudt russisk tank eller en russisk ubådsmotor, hvis udstødning ledtes ind i gaskammeret. Gassen, der brugtes i de fleste udryddelseslejre, var således kulilte.

Lejrene havde ikke krematorium. Ofrene begravedes derfor i begyndelsen i store udgravninger. Senere ønskede man at slette sporene efter ugerningerne og gravede derfor ligene op igen og brændte dem på bål.

I Majdaneklejren udførtes der forsøg med at dræbe fanger med forskellige gasarter, hvorved man fandt ud af, at gasarten cyklon B (blåsyre) var bedst egnet. I den store dødslejr, Auschwitz-Birkenau, udvikledes der meget store gaskamre og krematorier med en enorm kapacitet. I gaskamrene her anvendtes cyklon B.

På et vist tidspunkt var udryddelsen gået så vidt, at det blev forbudt at dræbe fanger, der kunne arbejde, idet krigsindustrien havde hårdt brug for arbejdskraft.
Fotos fra udryddelseslejre og koncentrationslejre