Home

Theresienstadt ghetto

Oprettet	1. maj 1942
Antal filialer	9
Maksimalt antal fanger	53.000
Fanger ialt i lejren	165.000
Heraf døde	35.000
Sendt til Auschwitz og andre udryddelseslejre	120.000
Befriet	3. maj 1945

Theresienstadt (Terezin) i Tjekkiet er en gammel garnisonsby med 11 kaserner, beliggende 60 km nordvest for Prag. Som befæstet garnisonsby er den let at afspærre og den blev derfor i 1941 på Wannseekonferencen udpeget til at være en speciel ghetto til at huse de jøder, som SS ikke fandt det nødvendigt af dræbe. Det drejede sig om folk over 65 år samt krigsinvalider og jøder, der havde fået en krigsorden. Byens beboere måtte flytte bort i 1941, da ghettoen skulle oprettes. Officielt blev ghettoen dog først etableret den 1. maj 1942. Den fik efterhånden også 9 arbejdslejre og udekommandoer. Den tyske besættelsesmagt oprettede dog både en koncentrationslejr og en ghetto i Theresienstadt. Koncentrationslejre hører ellers under SS, men denne var et gestapofængsel, der var indrettet 1940 i den såkaldte lille fæstning på østsiden af floden Ohre (på tysk: Eger), medens ghettoen indrettedes senere i selve byen, som ligger på vestsiden af floden. Både jøder og frihedskæmpere blev indsat i koncentrationslejren. Den fungerede som en gennemgangslejr, idet de indsatte efter nogen tid blev transporteret videre til koncentrationslejre og arbejdslejre i Tyskland. Der blev ialt indsat 27.000 mænd og 5.000 kvinder i den lille fæstning. Størsteparten var jøder, men alle var i princippet bestemt til at udryddes ved hårdt arbejde og kummerlige levevilkår i tyske lejre. 2.500 døde i fængslet og 8.000 døde i de lejre, de blev sendt videre til.

I ghettoen Theresienstadt (garnisonsbyen), der blev officielt oprettet som ghetto den 1. maj 1942, blev mange fanger i længere tid. Den var udelukkende beregnet til jøder og i begyndelsen troede de på, at byen skulle være et sted, hvor de fortsat kunne leve relativt fredeligt, en slags alderdoshjem for jøder. Den første gruppe jøder ankom til ghettoen fra Prag i november 1941. Indtil udgangen af maj 1942, blev i alt 28.887 jøder flyttet til Theresienstadt, ca en trediedel af alle jøder i Böhmen og Mähren. Der kom dog også jøder fra Mellem-, Nord- og Vesteuropa. Forholdene i ghettoen, overbefolkning, manglende sanitære indretninger og mangel på levnedsmidler, forårsagede sygdomme, som krævede mange dødsofre blandt beboerne. Alene i 1942 døde 15.891 personer i ghettoen.

Theresienstadt kaldtes populært "den østrigske koncentrationslejr", fordi dens kommandanter alle var østrigske SSere, som det fremgår af følgende oversigt:

1941-43: Siegfried Seidl
1943-44: Anton Burger
1944-45: Karl Rahm

De ikke-jødiske fanger blev deporteret i lejrens første tid og i juli 1942 var de sidste borte. Men i 1942 fik livet i ghettoen en helt anden karakter, idet tyskerne begyndte at deportere jøder til udryddelseslejre i Polen og Letland. Dette skyldtes, at garnisonsbyen, der var bygget til ca 4-6.000 indbyggere, var blevet totalt overbefolket. På det højeste var der 60.000 jøder i byen. Den var med andre ord myldrende fuld af mennesker. Den eneste metode, hvorpå man kunne nedbringe overbefolkningen, var ved at sende flere jøder til udryddelseslejrene, og denne metode blev også brugt. Den første transport med 2.000 jøder sendtes til Riga i januar 1942. Dette ændrede fuldstændigt opfattelsen af ghettoen, da det var i klar modstrid med dens formål, som var at huse de jøder, som SS ikke fandt det nødvendigt af dræbe. Fra dette tidspunkt måtte beboerne til stadighed frygte en deportation til en udryddelseslejr og virkeligheden viste sig at blive værre end frygten. Theresienstadt var ikke mere blot en ghetto men var blevet en gennemgangsghetto i forhold til udryddelseslejren Auschwitz og andre udryddelsessteder østpå, svarende til de polske ghettoer. I hele ghettoens eksistensperiode blev der ialt flyttet 165.000 jøder til Theresienstadt. Heraf døde ca 35.000 i byen og 120.000 blev sendt videre til udryddelseslejrene. Ca 11.000 overlevede.

Theresienstadt ghetto hørte under Zentralamt für die Regelung der Judenfrage in Böhmen und Mähren, der var placeret i Prag og underlagt Reichssicherheitshauptamt i Berlin. Theresienstadt var dog selvforvaltende indadtil under kontrol af de østrigske SS-kommandanter. Bevogtningen var delvist tjekkisk. Der blev som i andre ghettoer indsat et såkaldt Ældsteråd eller Jøderåd til at varetage de interne anliggender. Rådet skulle blandt andet opstille lister over, hvem der skulle deporteres, fordele arbejde, levnedsmidler og medicin i ghettoen, indkvartere nyankomne, føre tilsyn med sanitære indretninger, tage sig af de gamle og børnene, gennemføre kulturelle aktiviteter samt opretholde offentlig orden.

Fra midten af 1942 fik Theresienstadt trods murene og deportationerne på flere måder en mere fri karakter men den var fortsat stærkt overbefolket, idet der ankom tusinder af jøder fra Tyskland og Østrig, mest ældre mennesker, som oven i købet selv måtte finansiere opholdet i Theresienstadt. I september 1942 kom beboertallet op på sit højeste niveau. På kun 115.004 kvadratmeter levede 53.004 mennesker. I denne måned ankom der 18.639 personer, og 13.004 blev sendt til dødslejrene og 3.941 døde i byen. I første halvdel af 1943 hørte tilførslerne af fanger til Theresienstadt næsten op. På dette tidspunkt var 90 % af jøderne i Böhmen og Mähren og næsten alle resterende jøder i Tyskland og Østrig sendt til ghettoen. I 1943 og 1944 bragte man dog også de resterende jøder fra Holland og Danmark til Theresienstadt. Deportationerne til Østeuropa - ghettoerne i Polen og de baltiske stater og derfra videre til udryddelseslejrene, ikke mindst Treblinka og Auschwitz, - fortsatte. Ved krigsslutningen befandt der sig derfor kun ca 11.000 personer i Theresienstadt. De danske fanger blev ikke deporteret men fik lov at blive i Theresienstadt, hvor de endda nød visse privilegier.

Sidst i 1943, da det blev kendt i andre lande, hvad der skete i fangelejrene, besluttede de tyske myndigheder at tillade en delegation fra det Internationale Røde Kors med officiel dansk deltagelse at besøge Theresienstadt. I besøget deltog to danske og en schweizisk repræsentant. Det fandt dog først sted den 23. juli 1944 og delegationen blev narret, idet den kun fik en stærkt forskønnet del af byen at se.
Se besøgsrapport fra Røde Kors.

Efter besøget blev ghettoens ledergruppe og næsten alle børnene i ghettoen sendt til gaskamrene i Auschwitz, men de danske jøder fik lov til at modtage fødevarepakker og fik også på andre måder bedre forhold.

Senere blev der produceret en meget omdiskuteret propagandafilm om Theresienstadt.

Det Internationale Røde Kors fik i februar 1945 lov at overføre 1.200 jøder til Schweiz og den 15. april 1945 423 danske jøder til Sverige. Sidst i april 1945 overførte SS tusinder af fanger fra andre koncentrationslejre til Theresienstadt. Den 3. maj 1945 overgav SS ansvaret for ghettoen til Røde Kors. Den sidste jøde forlod Theresienstadt den 17. august 1945.
Theresienstadt