MENU


Terroren og dens organisationer



Terror er voldsmetoder, især anvendt i politisk øjemed. Der er i vor tid adskillige eksempler på den form for statsterror, som består i at sætte politiske modstandere og andre uønskede personer ud af spillet ved at koncentrere dem i særlige lejre uden retskendelse, fratage dem deres rettigheder som mennesker, behandle dem på en så nedværdigende måde, at deres selvrespekt nedbrydes, og i givet fald dræbe dem uden påviselig grund.

Især Hitler og Stalin har praktiseret sådanne former for terror i så stor udstrækning, at deres dødsofre kan tælles i millioner. Hitler ønskede at udrydde Europas jøder og kommunister på den måde og Stalin ønskede at eliminere alle, som kunne tænkes at ville bekæmpe styret eller hjælpe fjenden i tilfælde af krig. Blandt terrormidlerne overfor fangerne i disse lejre har tvangsarbejde, et absolut minimalt leveniveau, hvor sultedøden var programmeret, og pinsler samt retsløs drab været taget i udstrakt anvendelse af såvel Hitler som Stalin. Hitler og SS har desuden praktiseret drab ved massenedskydning eller anden massedrab af jøder by for by. Stalin har praktiseret det samme overfor landsbyer, hvor befolkningen ikke ville akceptere kollektiviseringen af russisk landbrug. Lignende metoder har i nyere tid været anvendt i Jugoslavien overfor andre befolkningsgrupper. Disse eksempler kan suppleres med mange flere fra andre verdensdele. Andre terrorformer adskiller sig tildels ved at udgå fra ikke-statslige organer og rette sig mod statsstyret, i givet fald i andre lande.

Det nationalsocialistiske styre i Tyskland brugte alle terrorens midler til en gennemgribende omlægning og ensretning af det statslige system, herunder til at eliminere al politisk opposition, både indenlands og i de besatte lande. Terroren tjente samtidig andre politisk-ideologiske formål.

Terroren blev først og fremmest udført af politiorganisationerne (Gestapo m.fl.) og SS korpset (Schutzstaffel) men også Kriminalpolitiet (Kripo), Sikkerhedstjenesten (SD) og Sikkerhedspolitiet (SIPO) deltog. I begyndelsen spillede også Sturmabteilung (SA) en vigtig rolle. Medens Gestapo hørte under Hermann Göring, hørte SS og Sikkerhedstjenesten (SD) under Heinrich Himmler og SA under Ernst Röhm. Opgavefordelingen mellem de forskellige organer var uklar og skiftende, hvilket førte til en magtkamp. SA blev tidligt sat ud af spillet, idet SS i 1934 myrdede hele ledergruppen indenfor SA inklusive Ernst Röhm, formentlig ca 400 personer ialt, hvorefter SA mistede sin indflydelse og SS øgede sin. Indtil 1934 havde SS hørt under SA men udviklede sig derefter mere og mere til et selvstændigt eliteterrorkorps med særlige opgaver under daglig ledelse af Reinhard Heydrich.

SD var udgået af det nationalsocialistiske parti, hvorfor denne tjeneste var ret forskellig fra Gestapo, der var en statslig organisation. Men Gestapo og SD kom alligevel til at arbejde tæt sammen på den måde, at SD primært tjente som det informationssamlende organ og Gestapo som det udførende organ. Dette samarbejde blev etableret for at kunne bekæmpe styrets politiske og ideologiske fjender effektivt. Der udviklede sig gradvist et tættere samarbejde mellem Sikkerhedstjenesten (SD), Gestapo og Kriminalpolitiet (Kripo), hvilket blev stærkt medvirkende til, at man i 1939 oprettede det koordinerende Reichssicherheitshauptamt (RSHA). Ved denne lejlighed blev Sikkerhedspolitiets og SDs mobile Einsatzgrupper omdannet til fast stationerede organisationer.