MENU


Udryddelsessystemet



Efter beslutningen om at udrydde jøderne i Tyskland, Østrig og Tjekkoslovakiet blev det i oktober 1941 forbudt dem at rejse ud af landet. Indtil da var ca 300.000 tyske, 100.000 østrigske og 35.000 tjekkoslovakiske jøder emigreret. Udryddelsen af de øvrige jøder skulle gennemføres ved hjælp af ghettoer og udryddelseslejre.

Princippet var, at jøderne fra Tyskland, Østrig og Polen skulle samles i ghettoer i Polen, Letland og Rusland. Der blev i første række oprettet mange små ghettoer men efterhånden skulle der ske en koncentrering i få store ghettoer. I nærheden af disse oprettedes der så udryddelseslejre, hvortil fangerne successive førtes for at blive dræbt, indtil ghettoen var tom. Jøderne fra andre lande, der skulle transporteres over større afstande, blev samlet i gennemgangslejre i disse lande og sendt direkte til udryddelseslejrene.

Ansvaret for transporten var henlagt til kontoret IV B 4 i Reichssicherheitshauptamt i Berlin. Kontoret blev ledet af Adolf Eichmann, der var født i Tyskland men flyttet til Linz i Østrig 11 år gammel. Her indtrådte han i nazipartiet men da det i 1933 blev forbudt i Østrig, vendte han tilbage til Tyskland, hvor det lykkedes ham at få en enorm indflydelse, især på jødespørgsmålet. Hans nærmeste medarbejdere, de såkaldte Eichmann-mænd, var især østrigske SA- og SS-folk, der også havde forladt Østrig i perioden 1933-38, da nazistpartiet var forbudt. I Tyskland var de enten indtrådt i den såkaldte Østrigske Legion eller havde fået underordnede administrative opgaver.

Transporten af jøder fra Tyskland og Østrig til ghettoerne i Østeuropa skete ofte i personvogne af tredie klasse, men ellers brugtes der kreaturvogne. De jøder fra Tyskland og Østrig, der skulle til Rusland, blev omlæsset i kreaturvogne ved overgangen fra de europæiske til de russiske jernbaner, der har bredere sporvidde. Jøderne blev under rejsen ledsaget af lokalt politi og SS folk, der ikke sparede på ydmygelser.

Til transporten skulle der bruges mange tog. Alene fra Holland sendtes der 93 tog med 104.000 jøder til udryddelseslejrene, fra Frankrig et omtrent lige så stort antal og fra Ungarn endnu flere. Rejsen tog normalt et antal døgn, ved store afstande en uges tid og fra Grækenland endog to uger. Der var, selv fra Grækenland, presset så mange jøder ind i vognen, at de kun kunne stå op. I en togkupé med plads til 20 personer blev der presset 80 ind. De fik ikke anden mad og drikke undervejs, end de selv havde medbragt. I kreaturvognene var der ingen halm i bunden eller madrasser til de syge. De havde kun den bare vognbund til sig selv, børnene, de syge, bagagen og deres proviant. I vognen fandtes kun en spand til toiletbrug. Nogle mistede forstanden under rejsen og mange døde undervejs på grund af de forfærdelige forhold.

I Polen oprettedes der i alt 399 ghettoer, især i Generalguvernementet. De små ghettoer oprettedes hurtigt i en lang række byer, og derpå koncentreredes jøderne efterhånden i store ghettoer i de store byer. Den første store ghetto oprettedes i april 1940 i Łódz. den næste i oktober i Warszawa, derpå i Krakow i marts 1941, i Lublin og Radom i april og i Łwów i december 1941.

En ghetto bestod af et afgrænset område i en by, som de lokale beboere måtte fraflytte og som jøderne derpå måtte rykke ind i. Området blev afspærret med 3-4 meter høje mure og pigtrådsspærringer. Ghettoernes vigtige funktion for SS var, at, når jøderne var samlet i ghettoen, kunne udryddelsen sættes i system og gennemføres hurtigt og i stor udstrækning, uden nogen erfarede konkrete enkeltheder om det. For at sikre effektiviteten blev kontrollen med jøderne i Generalguvernementet frataget den tyske civile administration og henlagt til SS. Der blev nedsat et jøderåd i hver ghetto til at administrere de tyske bestemmelser. Formanden blev udpeget af SS. Jøderne skulle under opholdet i ghettoen fremstille krigsmateriel o.l. De fik knapt tilmålte fødevarer til gengæld.
Link vedrørende ghettoer

Transporten fra ghettoerne til udryddelseslejrene var kort og blev gennemført overraskende for ofrene med hurtige aktioner og terror samt ved at holde fangerne i uvidenhed om den skæbne, der ventede dem. I de større ghettoer kunne transporterne ikke gennemføres på en dag. Jøderådet blev derfor pålagt at samle op til flere tusinde personer på forud fastlagte transportdage. Hvis jøderådet ikke var i stand til at stille med det krævede antal jøder, fik tyske og ukrainske styrker ordre til at sørge for det ønskede antal. Jøderne skulle marchere til nærmeste jernbanestation og blev der læsset i kreaturvogne. På grund af det store antal jøder i nogle af ghettoerne kunne tømningen af en enkelt ghetto vare flere uger eller måneder. I de baltiske lande og i Rusland blev ofrene mest dræbt ved skydning, men i udryddelseslejrene i Polen gik man over til at dræbe dem med kulilte, først i lukkede lastbiler og senere i gaskamre.

Udryddelseslejrene var placeret afsides men nær jernbanestationer. Medens man i koncentrationslejrene udnyttede fangernes arbejdskraft til fremstilling af krigsmateriel, blev de i udryddelseslejrene dræbt umiddelbart. Normalt var fangerne døde inden to timer efter ankomsten. En udryddelseslejr kunne i begyndelsen typisk være bemandet med 15-20 tyske SSere samt 75-80 ukrainiske hjælpere. Jødiske fanger blev tvunget til at udføre det manuelle arbejde i lejrene og de blev normalt dræbt efter få uger eller måneder. Ofrene begravedes i store gruber. Senere blev de gravet op igen og brændt på bål.

I den store udryddelseslejr, Auschwitz-Birkenau, ankom fangerne med jævne mellemrum i tog fra alle besatte lande. Der var etableret fire store gaskamre med en kapacitet på 1.200-2.000 fanger hver. Fangerne førtes direkte fra toget til disse gaskamre, med mindre de skønnedes at være arbejdsduelige. Bag gaskamrene lå krematorierne, der blev holdt i gang kontinuerligt.