MENU

SS (Schutzstaffel)

Som et led i den nationalsocialistiske politik skulle staten gennemføre en række tvangsmæssige foranstaltninger, som rakte langt udover almindelige politiopgaver. Disse foranstaltninger stod i forbindelse med undertrykkelse og udryddelse af modstanderne af regimet samt med den tyske krigsførelse, herunder sikring af herredømmet over de besatte lande og deres befolkninger. De konkrete foranstaltninger omfattede blandt andet deportation og germanisering af indbyggerne i erobrede områder, anvendelse af udlændinge som slavearbejdere, udnyttelse af krigsfanger i strid med internationale konventioner, anvendelse af koncentrationslejre til en målbevidst udryddelse af jøder og andre befolkningsgrupper samt planlægning og gennemførelse af en særlig aggressiv krig. Foranstaltningerne skulle gennemføres, uanset hvilke midler det blev nødvendigt at tage i brug, herunder tortur og massemord. Der var hertil brug for et apparat, som i nogen grad var knyttet til regeringen og dermed havde officiel statsbeskyttelse men som samtidigt havde en delvist selvstændig status, så dets foranstaltninger ikke behøvede officiel akcept som helhed.

SS (Schutzstaffel) blev det organ, der udførte aktiviteterne. Det var oprettet allerede i 1925 som en "Stabsvagt" under SA (Sturmabteilung) til Adolf Hitlers personlige beskyttelse. I 1934 blev Hitler uenig med lederen af SA og gav SS ordre til at gribe ind. SS myrdede derpå SAs ledergruppe. SA mistede derved sin indflydelse, men SS øgede sin og udviklede sig efterhånden til et eliteterrorkorps med særlige opgaver. Korpset fik efterhånden en meget central position i det nazistiske Tyskland og blev direkte underlagt den øverste politichef Himmler. SS skulle blandt andet opbygge en "racemæssig værdifuld" ledelseselite, hvori SS selv skulle danne kernen. Der stilledes derfor særlige krav til ansøgere, der ønskede optagelse i SS korpset.

Medlemmerne af SS var de mest fanatiske tilhængere af nazismen og de håndhævede partiets principper kompromisløst, nådesløst og uden skrupler. De stillede ingen spørgsmål og tog intet hensyn til konsekvenserne af deres handlemåde. Hverken regeringsapparatet eller partiet søgte at hindre SS i at gennemføre sine ugerninger men ingen nationalsocialistisk leder var rede til åbent at tage det fulde ansvar for korpsets aktiviteter.

De centrale opgaver blev varetaget af det såkaldte "Allgemeine SS", der betragtedes som den vigtigste del af styrken, ligesom de særlige krav til ansøgere, der ønskede optagelse i SS korpset, blev håndhævet stærkest for så vidt angår denne del af SS. Under krigen overtog SS endvidere politiske og administrative opgaver. Til at gennemføre aktiviteterne oprettede SS flere firmaer og styrelser.

Desuden oprettedes en "Verfügungstruppe" (Rådighedstrop), der uddannedes militært og efterhånden fik betegnelsen "Waffen SS". Dette protesterede den tyske hær (Wehrmacht) imod, da man ikke ønskede et krigsførende Waffen-SS. Hitler lovede derfor, at Waffen SS ville blive begrænset til maksimalt 10 % af hæren. (Jf. Documentaire. Nederland en de Tweede Wereldoorlog. De SS in Nederland.) Da han imidlertid efterhånden fik brug for et større Waffen SS, blev aftalen med Værnemagten udlagt på den måde, at den kun gjaldt for Tyskland, ikke for de indlemmede lande og områder inklusive Østrig og heller ikke for de besatte lande. Der blev derfor iværksat hvervekampagner i lande med en akceptabel germansk befolkning som danskere, nordmænd, svenskere, hollændere, belgiere og tysk-rumænere. Man gik i 1943 endnu videre og hvervede muslimske bosniere, kroater, balter, ukrainere, hviderussere og russere til SS. Herved lykkedes det at gøre Waffen SS større end aftalt, men til gengæld gav man køb på spørgsmålet om raceideologi. SS fik således på grund af den stærke vækst ikke på alle områder fuldt ud den elitekarakter, korpset var tiltænkt. De hvervede udenlandske medlemmer af korpset blev ofte sat til at udføre de værste ugerninger men de var altid under tysk ledelse.

Udover at være Hitlers livgarde havde SS korpset tre hovedopgaver: