Efter krigens afslutning blev det nødvendigt at gennemføre en afnazificering i Østrig. En tilbagevenden til et demokratisk system krævede et administrativt og retsligt opgør med nazitiden. Først blev der gennemført en registrering af de tidligere medlemmer af nazipartiet. De blev afskediget, hvis de var ansat i visse erhverv. De blev endvidere frataget deres statsborgerlige rettigheder. Der blev i alt registreret 540.000 tidligere partimedlemmer. Heraf gjaldt 98.330 som ”illegale”, idet de havde været medlemmer i den periode, hvor partiet var forbudt i Østrig (juli 1933 til marts 1938). De pågældende blev anklaget for højforræderi ved folkedomstolene. Også andre personer, der havde gjort sig skyldig i nationalsocialistiske forbrydelser, blev dømt og straffet ved de dertil oprettede folkedomstole. Alle tidligere partimedlemmer skulle betale en strafskat og en bodsafgift. Ca 100.000 statsansatte, 36.000 personer i private erhverv og 960 personen i ledende stillinger i staten og erhvervslivet blev afskediget. De personer, der kaldtes medløbere, skulle dog reintegreres i samfundet. Folkedomstolene havde to professionelle dommere og tre lægdommere. De udførte et ret omfattende arbejde i det første par år efter krigen og afsagde mange domme over de nazistiske forbrydere, herunder 42 dødsdomme. Den største proces var den såkaldte Engerauproces, der i virkeligheden bestod af seks processer. Folkedomstolenes arbejde var ikke populært i alle kredse og efterhånden forsøgte regeringen at afskaffe dem, hvilket dog først skete i 1955, da Østrig fik sin suverænitet tilbage. Der er i de senere år udført et omfattende arbejde med at klarlægge folkedomstolenes virke.
Kort oversigt over publicerede forskningsprojekter.
Oversigt over Engerauprocesserne.
Anmeldelse af Claudia Kuretsidis-Haiders bog om Engerauprocesserne.
Nogle domme afsagt af folkedomstolene.

Afnazificeringen hang sammen med ønsket om at opnå en aftale med de allierede om genetablering af Østrigs selvstændighed og i den forbindelse at få trukket de fremmede tropper ud af landet.

Den 17. februar 1947 trådte en Nationalsocialistlov i kraft. De registreringspligtige personer blev nu opdelt i belastede og mindre belastede og bedømt efter deres aktiviteter indenfor nazipartiet NSDAP. Næsten alle registrerede var bodspligtige. De mindre belastede fik deres valgret tilbage. I april 1948 vedtog det østrigske Nationalråd endvidere et amnesti for de mindre belastede omfattende ca 500.000 personer, der dermed også fik deres valgret tilbage. Partiernes kamp om disse vælgere begyndte derpå og dermed var afnazificeringen i realiteten afsluttet. Hertil kom, at den stærkt udbredte antisemitisme i Østrig viste sig fortsat at bestå, hvilket de enkelte overlevende jøder, der vendte tilbage, fik tydeligt at mærke.

Bodsafgiften var en engangsafgift, hvis procentsats afhang af formuen. Desuden skulle alle bodspligtige betale et tillæg til løn- og indkomstskatten. Bodspligten indebar desuden begrænsninger med hensyn til erhvervsudøvelse. Hertil kom, at de bodspligtige indtil 1948 ikke havde valgret ligesom de ikke kunne blive nævninge eller domsmænd.

Nationalsocialistloven var imidlertid kun i kraft et år og mange bestemmelser nåede derfor ikke at træde i kraft.

Allerede i 1947 gik en del politikere ind for at slække på afnazificeringsbestemmelserne og de retslige forholdsregler vendt mod de tidligere nationalsocialister. I 1948 udstedtes de første amnestier. I 1949 fik flere af de tidligere nationalsocialister deres valgret tilbage. Regeringen forsøgte at afskaffe folkedomstolene, men det blev mødt med et veto fra de allierede. Da Østrig i 1955 fik en aftale om selvstændighed og de allierede derpå trak deres tropper ud af landet, blev folkedomstolene straks nedlagt. Efter nedlæggelsen gennemførtes der 35 straffesager ved de almindelige domstole mod personer, der var anklaget for at have begået nazistiske forbrydelser. Forholdsvist mange af dommene ved disse sager lød på frifindelse. En oversigt over dommene kan ses ved at klikke på følgende link.

35 straffesager, gennemført efter nedlæggelsen af folkedomstolene.

Reintegrationen af de tidligere nationalsocialister blev afsluttet i 1957 med et generalamnesti, der også omfattede stærkt belastede nationalsocialister.

Men spørgsmålet om Østrigs andel i nationalsocialismens ugerninger og især "Holocaust" var i årtier et tabu i Østrig på trods af regelmæssige skandaler og affærer. Først Waldheim-affæren i årene 1986-1988 og 50-årsdagen i 1988 for Østrigs sammenslutning med Tyskland førte til en mere realistisk erkendelse af, hvordan forholdene havde været i virkeligheden. Resultatet af denne debat og historikerstrid blev, at der intet grundlag var for, at Østrig blot skulle have været et offer for Hitlers politik: En stor del af østrigerne glædede sig over sammenslutningen med Tyskland i 1938, talrige østrigere har deltaget aktivt i Holocaust og mange har været tilskuere. Denne klarlæggelse fik politisk betydning i Østrig. I 1991 erkendte forbundskansler Franz Vranitzky som den første officielt, at landet var medskyldig i de nationalsocialistiske forbrydelser. Der blev derpå oprettet en såkaldt Nationalfond for ofrene for nationalsocialismen og mange ofre fik derved for første gang en - ganske vist lille - erstatning. I 2000 og 2001 blev der desuden vedtaget love om erstatning for tvangsarbejde og "ariseret" formue.

Men man tog ikke skridtet fuldt ud ifølge direktøren for Simon Wiesenthal Centeret i Jerusalem. Han kritiserede i 2006 de østrigske myndigheder specielt for fortsat ikke at tage opgaven med at forfølge nazi-forbrydere alvorligt nok. Han kaldte Østrig et paradis for nazi-forbrydere og mener, at Østrigs undersøgelser mod formodede gerningsmænd var utilstrækkelige og at gerningsmændene uhindret kunne tale om deres forbrydelser i Østrig. Denne retssituation fandt han oprørende. "Der søges ikke hårdt nok efter beviser og mistænkte bliver kun spurgt, om de har deltaget i bestemte aktioner. Siger de nej, er sagen normalt afsluttet". Østrigske love beskytter naziforbryderne og forhindrer, at de bliver draget til regnskab, sagde han.