GOTO:

Hovedside
SS Schutzstaffel

 

SA (Sturmabteilung)

 

I den urolige tid, der i Tyskland fulgte efter den første Verdenskrig, opstod der i 1921 en kamporganisation, der havde agitation og paramilitær forberedelse af en nationalsocialistisk "Frihedskamp" rettet mod Weimarrepublikkens system på programmet. Gruppen udøvede en betydelig terror og fik derved stor betydning for den politiske udvikling i Tyskland. Den var indtil 1925 ganske vist uafhængig af politiske partier men den havde sværget troskab til Hitler.

I begyndelsen optrådte gruppen udadtil som en uskadelig gymnastik- og sportsforening, men fra november 1921 kaldte den sig ”Sturmabteilung (SA)”. Bayern var i begyndelsen af tyverne centrum for gruppens aktiviteter. Dens holdning havde en folkelig-national baggrund, hvilket gav grobund for en aggressiv antisemitisme og radikal politik, som resulterede i utallige terror- og voldsaktioner overfor jøder og politiske modstandere, som især omfattede kommunister og repræsentanter for Weimarrepublikken. SA udviklede sig dermed til et kampforbund til bekæmpelse af politiske modstandere. Den fik militær træning hos den Bayerske hær. Korpset betragtede sig selv som et paramilitært forbund og indgik også i den bayerske regerings mobiliseringsskema. SA i München omfattede allerede i 1923 ca 1.150 mand og rådede over eget artilleri og kavaleri. Kommandanterne tillagde sig militære betegnelser såsom gevær- eller kanonfører. Nogle hundrede bevæbnede SA-medlemmer under Hermann Göring deltog i november 1923 i det – ganske vist forgæves – Hitlerkup, der havde til formål at styrte demokratiet. Disse aktiviteter resulterede i, at både SA og nazipartiet blev forbudt i Tyskland.

Partiet blev imidlertid igen tilladt i februar 1925. SA indtrådte ved denne lejlighed officielt i nazipartiet. Medlemmerne fik brune uniformer, skaftestøvler, bælte og skulderrem samt et armbind med hagekors. SA s hovedopgaver blev nu internt beskrevet som opmarch og „civile“ voldelige overgreb mod politiske modstandere. SA bekæmpede i gade- og mødesalsslagsmål det kommunistiske ”Røde frontkæmperforbund” og det socialdemokratisk prægede republikanske ”Rigsbanner-sort-rød-gylden”, men i høj grad også jøder. SA supplerede nazipartiets politiske agitation ved at ”erobre gaden”, vise sin styrke med provokerende opmarch og vise nazisternes målbevidsthed. Dette virkede især tiltrækkende på unge mennesker. Medlemstallet steg til 60.000 i 1930, fordelt på 200 lokale foreninger. I konkurrence med borgerligt orienterede foreninger oprettedes fra 1928 motoriserede grupper, marinegrupper og ryttergrupper som specielle enheder, der havde til formål at give socialt svage grupper et fritidstilbud.

Som et led i udviklingen opstillede SA i 1925 et særligt beskyttelseskorps kaldet Schutzstaffel (forkortet til SS), der skulle varetage funktionen som partiinternt ordenskorps og være en slags livvagt for Hitler selv. Efter Hitlers overtagelse af regeringsmagten i 1933 brugte man kun de korte betegnelser SA og SS. På baggrund af nazipartiets sejr ved rigsdagsvalget i september 1930 og den vedvarende verdenskrise blev SA en stærkt voksende masseorganisation, der ved Hitlers magtovertagelse i begyndelsen af 1933 havde langt over 400.000 medlemmer. Indtil udgangen af 1932 blev i alt 94 "brunskjorter" dræbt ved de blodige mødesals- og gadekampe. SAs terrorbølge betød, at Tyskland var på randen af en borgerkrig. Det var dagligdags begivenheder, at møder blev sprængt af politiske modstandere. SAs indøvede kamptaktik, der gik ud på, at en fredeligt udseende marchformation uden overgang skiftede til hæmningsløs vold, hørte i begyndelsen af trediverne også til de næsten dagligdags begivenheder. Ca 300 døde og over 1.100 sårede, sådan lød rapporten fra valgkampen forud for rigsdagsvalget 1932.

SA havde skiftende ledere og i 1929 fik Hitler selv titel af Øverste SA-fører. Men i 1933 overdrog han ledelsen til den nyudnævnte stabschef for SA, hans gamle kampfælle, Ernst Röhm. Takket være dennes forbindelser til det bayerske militær overtog et minekasterkompagni beskyttelsen af partiets møder. Under kompagniets kommandant, kaptajn Julius Schreck, blev enhver, der vovede at forstyrre partiets møder ubarmhjertigt slået ned med knipler. I den følgende tid udviklede SA sig til en stramt opdelt, slagkraftig organisation. SAs vækst blev fortsat positivt påvirket af den økonomiske krise og nazipartiets gode valgresultater. Hitlers udnævnelse til rigskansler den 30. januar 1933 blev fejret særligt af SA, der nu var vokset til over 400.000 medlemmer, med et natligt fakkeltog gennem Brandenburger Tor til rigskancelliet.

Hitler havde imidlertid erklæret at ville respektere gældende love, hvilket SA ikke ønskede, efter at det var lykkedes Hitler at overtage regeringsmagten. SA tilstræbte at overtage hærens position i samfundet ved en revolutionær proces. Op til og efter rigsdagsvalget den 5. marts 1933 udfoldede SA antijødisk vold og gadeterror mod politisk anderledes tænkende i et indtil da ukendt omfang. Partiets ledelse ønskede imidlertid ikke et sådant voldeligt kup, da dette ville have udløst en borgerkrig mod Rød Frontkæmperforbund og Rigsbanner med usikker udgang. Det var også usikkert, om hæren og frem for alt det prøjsiske politi, som under Weimarrepublikken havde stået under stærk socialdemokratisk indflydelse, ville følge den nye regerings anvisninger.

I februar 1933 oprettede Hermann Göring et prøjsisk hjælpepoliti med deltagelse af mange SA medlemmer, der på denne måde blev en del af det statslige magtapparat. SA kunne derfor optræde med statslig autoritet og et omfattende arbejdsområde. Dette tilfredsstillede deres handlingsbehov. SA oprettede derpå de første ”vilde” koncentrationslejre i Oranienburg og Dachau. Desuden fik den massive tilstedeværelse af SA de regulære politistyrker til at tilpasse sig de nye magthavere. I natten til den 28. februar 1933, natten efter rigsdagsbranden, blev der udstedt en rigsdagsbrandforordning. Med denne blev grundrettighederne efter Weimarforfatningen sat ud af kraft, hvorefter vejen var fri for, at politi og SA lovligt kunne forfølge politiske modstandere af nazipartiet. Det skønnes, at der alene i Berlin blev udnævnt ca 3-5.000 SA-ere til hjælpepolitibetjente. Dette førte til, at SA afdelinger på egen hånd organiserede husundersøgelser og vilkårligt arresterede personer, der blev pint og mishandlet i SAs lokaler. Derfor blev det prøjsiske hjælpepoliti allerede i august 1933 opløst igen.

Hitler havde imidlertid også problemer med en anden paramilitær organisation, "Stahlhelm". Stahlhelm var et militant nationalistisk, antiparlamentarisk værnsforbund i Weimarrepublikken. Organisationen blev grundlagt i 1918 af Franz Seldte und blev især et politisk hjemsted for tidligere soldater fra 1. verdenskrig, der var truet af social nedgang og i øvrigt afviste den nye republik. Stahlhelm havde nær kontakt til partiet Deutschnationale Volkspartei og udviklede sig til den største republikfjendtlige, antidemokratiske og antisemitiske højreorienterede organisation. I 1930 havde Stahlhelm ca 500.000 medlemmer. Efter Hitlers magtovertagelse blev der gjort kraftige forsøg på at indlemme Stahlhelm i nazipartiet. Det resulterede i 1934 i en "frivillig" ensretning. For at imødegå trusler om tvangsopløsning indtrådte de fleste medlemmer som et sluttet værnsforbund i nazipartiet. Nogle medlemmer trådte dog ud af Stahlhelm eller blev udstødt. Stahlhelm skiftede derpå navn til „Nationalsozialistischer Deutscher Frontkämpferbund“ og blev organisatorisk en del af SA. Medlemstallet i SA steg herved stærkt. I 1935 blev Stahlhelm opløst som eget forbund.

For Hitler var SA med sin terror ekstrem nyttig i den første fase af magtovertagelsen. Han kunne med SA terrorisere sine modstandere og han kunne give de konservative det indtryk, at han var den eneste, der kunne lægge bånd på SA. Efter omstændighederne truede han med at give SA frie hænder eller han lovede at presse SA til mere moderate handlinger. Med denne taktik fik han de konservative til at acceptere terroren og til endog at belønne ham for, at han begrænsede terroren til et acceptabelt niveau. SA var først i 1934 vokset til ca 4 mill. medlemmer og var dermed en politisk magtfaktor, som skulle tages alvorligt. Röhm blev optaget i regeringen og bestræbte sig her på at opnå, at hæren og enhver paramilitær gruppe skulle høre under hans ministerium. Han ville dernæst organisere den gigantiske partihær SA som en fremtidig selvstændig folkemilits med statslig våbenmonopol og integrere hæren i denne milits. Efter at Adolf Hitler havde fået magten, også takket være SA, indså han, at han kun kunne nå sine militære mål, hvis han fik en professionel, moderne og veludrustet hær. Röhms folkemilits kunne ikke bruges i denne sammenhæng og SA kunne derfor blive farlig for partiet. Den 30. juni 1934 besøgte han derpå Röhm på dennes feriested Bad Wiessee. Han beskyldte ham her for at planlægge et kup og bebrejdede ham hans homoseksualitet. Röhm og hans nærmeste medarbejdere samt andre ubekvemme personer blev samme dag arresteret og senere myrdet. Det var i virkeligheden nazipartiet, støttet af hæren, der her greb ind og fik sat et effektivt stop for Röhms planer om en selvstændig magtposition i det nazistiske Tyskland. Her var kun plads til én fører og han hed Hitler!
Röhms "kupplan"

SA oplevede derpå en stærk tilbagegang og dermed svandt korpsets politiske betydning hurtigt, mens SS fik stigende indflydelse og magt. SA blev dog brugt over hele landet i november 1938 ved pogromerne mod den jødiske befolkning, der blev kendt som Rigskrystalnatten. Mod krigens slut blev SA også brugt som vagter for jødiske fanger og som reservoir for soldater indenfor rammerne af Folkestormen, i hvilken forbindelse medlemmer af SA blev kendt for vold mod krigsfanger eller mod tyske soldater, der var rede til at kapitulere. Likvideringen af SA-ledergruppen havde flere fordele for Hitler:

Pacificeringen af SA gjorde det muligt for Heinrich Himmler, chefen for SS, at løsrive SS fra moderorganisationen SA og etablere SS som en selvstændig organisation i partiet. I de følgende år lykkedes det for Himmler ad denne vej at skabe en enestående magtposition for sig selv og SS. Hvad der ikke lykkedes for Röhm, lykkedes for Himmler, dog på den måde, at han dog altid anerkendte Hitlers ubetingede førerskab.