Aktion Reinhard
Aktion Reinhard
var en speciel aktion med det formål at udrydde europæiske jøder. Det var netop besluttet at gennemføre den endelige løsning på "jødeproblemet"
("Endlösung" eller "Final solution") og første fase i denne skulle omfatte udryddelse af jøder fra den del af Polen,
som Tyskland besatte i september 1939 og hvor jøderne allerede var blevet koncentreret i store ghettoer. Det blev besluttet at iværksætte en samlet
aktion, som fik sit navn til minde om SS-Obergruppenführer Reinhard
Heydrich, der havde forberedt udryddelsen af alle Europas jøder men ikke selv oplevede den, idet han døde den 27.maj 1942 efter at være blevet angrebet
af tjekkiske agenter.
Da aktionen skulle gennemføres meget hurtigt, skulle den omfatte tre udryddelseslejre, der fik så stor en kapacitet, at de også kunne modtage
og dræbe mange jøder fra besatte lande, såsom Frankrig og Holland. De tre udryddelseslejre var
Jøderne blev transporteret fra ghettoerne og lejre i de besatte lande til udryddelseslejrene med tog, hvor man typisk anvendte
kreaturvogne. Transporterne af jøder blev styret effektivt af Karl Adolf Eichmann i Berlin, der sørgede for, at nye
transporter ankom med jævne mellemrum, så gaskamrene kunne fungere kontinuert.
Udryddelsen blev stort set gennemført i 1942 og det på den værst tænkelige, mest grusomme og komplet nådesløse måde.
Som øverstkommanderende for Aktion Reinhard udpegede Heinrich Himmler SS-Brigadeführer Odilo Globocnik, der fik hovedkvarter
i Lublin, Polen.
Kriminalkommissær Christian Wirth, der var chef for eutanasiprogrammet ”T4”, blev
overflyttet til Aktion Reinhard sammen med sit mandskab, der
var trænet i at dræbe uskyldige handikappede mennesker. Dette mandskab blev den hårde kerne i Aktion Reinhards udryddelseslejre. Det tyske
personale var ca 450 personer. Vagterne blev
rekrutteret blandt sovjetiske krigsfanger, overvejende ukrainske, og "folketyske" frivillige, der blev uddannet i lejren Trawniki ved Lublin. Den
del af mandskabet fra eutanasiprogrammet, der ingen militær grunduddannelse havde fået, politifolk, arbejdere eller sygeplejersker, fik ligeledes
deres træning til det nye hverv
i Trawnikilejren. Udryddelseslejrene omfattede også et jødisk arbejdskommando, der udførte det belastende arbejde med at fjerne ligene fra gaskamrene og
rengøre lokalerne,
inden næste hold skulle gasses. Dette kommando arbejdede kun få uger eller måneder, inden de blev skudt og erstattet af en ny arbejdskommando.
Aktion Reinhards byggeafdeling blev placeret i Zamosc. Den 1. november 1941 begyndte afdelingen at opføre de tre udryddelseslejre, først Belsec, dernæst
Sobibor og til sidst Treblinka. Lejrene blev placeret i nærheden af grænserne til Hviderusland og Ukraine og ved jernbanelinier. For så
vidt muligt at holde aktionen hemmelig placeredes lejrene i tyndt befolkede egne. Ofrene blev narret til at tro, at
de skulle flyttes til en arbejdslejr østpå.
Lejrenes indretning var næsten ens og ofrene blev i alle tre lejre dræbt efter fremgangsmåder, som var afprøvet og fundet egnet til formålet i de seks
drabscentre under eutanasiprogrammet.
Toget med jøderne ankom til en rampe eller perron, hvor de steg ud og straks blev drevet ind i en barak. Her fik de besked på at klæde sig af og
aflevere deres værdigenstande, fordi de skulle i bad. Fra barakken blev de ad bagdøren drevet ind i en snæver, camoufleret gang, kaldet slusen, som førte
dem direkte ind i et gaskammer. Slusen var buet, så de ikke kunne se, hvor den førte hen. I gaskamrene blev fangerne dræbt med kulilte. Når alle var døde,
blev ligene kastet ud i en liggrube. På et senere tidspunkt blev de gravet op igen og brændt på en stor rist, bygget op af jernbaneskinner. Dette skete
for at slette sporene.
Ofrenes klæder og øvrige ejendele blev sorteret og foreløbigt oplagret i en ubenyttet hangar ved Lublin.
SSerne og Trawnikifolkene boede i et adskilt område af lejren. Dette gjaldt også for det jødiske arbejdskommando. Lejrene var omgivet med pigtrådshegn,
til dels camoufleret med fyrregrene, som også adskilte de forskellige områder. Uden for dette hegn var der minefelter. Lejrene var bevogtet fra vagttårne.
Indenfor rammerne af Aktion Reinhard mistede i alt ca 2 mill. jøder livet i de tre lejre samt Majdanek. Jøderne blev berøvet for værdisager til en værdi
af 178.045.960 reichsmark (værdi i dag er skønnet at være ca. 760.000.000 US$). Dette rov overtog de tyske myndigheder men også enkeltpersoner fik part
i udbyttet, SSere, politibetjente og lejrvagter.
Aktion Reinhard endte i november 1943. Efter at have udført deres blodige arbejde i Polen blev størstedelen af personalet overført til Norditalien til
partisanbekæmpelse og til udryddelse af italienske jøder. Mange af dem blev forfremmet som anerkendelse for deres grusomheder i udryddelseslejrene.
Efter de tyske troppers kapitulation i Italien spredtes gruppen i alle retninger.
I det følgende omtales hver enkelt lejr, ligesom der anføres links til ARDs beskrivelse af hvert af udryddelseslejrene.
Udryddelseslejren Belzec, Polen, oprettedes i vinteren 1941/42 ved jernbanen Lublin-Łwów med henblik
på udryddelse af jøderne fra Krakow og Łwów distrikterne. Den blev model for de to andre
udryddelseslejre i Aktion Reinhard, Treblinka og Sobibor. Som kommandant fungerede Christian Wirth indtil 1. august 1942,
da han blev forfremmet til inspektør for Aktion Reinhard. Den nye kommandant for Belsec var
Gottlieb Hering, der efter Belseclejrens afvikling senere blev kommandant for koncentrationslejren Risiera di San Sabba i Norditalien.
Lejren i Belsec rådede fra begyndelsen over tre gaskamre, der var indrettet i en af lejrens tre bygninger. Hvert af dem var
4 x 8 m og var camoufleret som
et bruserrum. Der blev senere indrettet seks gaskamre på hver 32 m2. De blev taget
i brug i juli 1942. Kulilten til drabene blev leveret af en 200 HK motor,
som stod i et skur på 2 x 2 m ved siden
af gaskamrene. Lejren rådede udover gaskamrene også over lastbiler, indrettet til kuliltedrab. Nogle
fanger - syge og ældre - blev dog skudt med revolver og alle blev begravet i massegrave. Der dræbtes i alt
ca 600.000 mennesker i lejren. Drabene begyndte den 17. marts 1942 og varede ved til ind i december samme år.
Ligene blev senere gravet op igen og brændt for at fjerne sporene efter udryddelserne. Det tog ca
et halvt år. Derpå blev lejrens bygninger nedrevet og arealet planeret og beplantet. Der var således aktivitet i
lejren indtil efteråret 1943. I sommeren 1944 blev området indtaget af den russiske hær.
ARDsite om Belzec
Udryddelseslejren Sobibor, øst for Lublin, Polen, oprettedes i marts-april 1942 og var et led i Aktion Reinhard
svarende til udryddelseslejrene Belzec og Treblinka. Formålet var at udrydde
jøderne i Lublin distriktet og Østgalicien. Lejrens chef, østrigeren
Franz Stangl, havde studeret indretningen og
funktionen af Belzeclejren, inden Sobibor blev endelig udbygget. Lejren blev indrettet med tre gaskamre på
hver 16 m2 med en kapacitet på 160-180 fanger ad gangen.
I denne lejr begyndte massedrabene - efter visse
prøvegasninger - primo maj 1942. De gennemførtes på lignende måde som i Belzec.
Der dræbtes i alt ca 250.000 mennesker i Sobibor. Drabene skete i to faser. I den første, som dækkede perioden
maj-juli, dræbtes
der ca 57.000 jøder fra Lublindistriktet og Østgalicien samt ca 40.000 fra Tjekkiet, Slovakiet og Østrig, ialt ca
100.000 jøder. Derpå kom der en tomåneders pause, forårsaget af jernbanereparationer. I denne periode blev
gaskamrene udbygget til seks med en kapacitet på ialt 1.300 fanger ad gangen. Massedrabenes anden fase varede fra oktober
1942 til juni 1943, da der blev dræbt 70-80.000 jøder fra Lublindistriktet og Østgalicien, hvortil kom et stort antal
fra andre lande, herunder slovakiske, franske, russiske, tyske samt en betydelig del af de hollandske jøder.
Også i Sobibor gik man i gang med at grave ligene op igen og brænde dem for at fjerne sporene
efter udryddelserne. Det var derpå meningen at omdanne lejren til en ammunitionslejr men den 14. oktober 1943 opstod
der en fangerevolte. I kampen dræbtes 12 SS ere og otte ukrainske vagter. Tre hundrede jøder undslap, men
mange af dem blev dræbt i minefeltet omkring lejren og andre blev jaget og dræbt i de følgende dage.
50 af dem overlevede indtil krigens slut. De sidste drab i Sobibor fandt sted den 23. november. Lejren blev derefter
nedbrudt og området omdannet til et landbrug.
Det var herefter ikke muligt at se, at der havde ligget en udryddelseslejr på dette sted.
I sommeren 1944 blev området indtaget af den russiske hær.
ARDsite om Sobibor
Udryddelseslejren Treblinka, Polen, oprettedes i juni-juli 1942 ca 80 km nordøst for
Warszawa med henblik på udryddelse af jøderne fra Warszawa og Białystok distrikterne.
Som lejrens kommandant udpegedes østrigeren Irmfried Eberl,
født 1910 i Bregenz. Han var uddannet mediciner og
havde været ansat i sundhedsstyrelsen i Berlin og haft forskellige opgaver i forbindelse med eutanasiprogrammet,
herunder som chef for drabscentrene Brandenburg og Bernburg, inden han blev overflyttet til Aktion Reinhardt.
I april 1942 deltog han i Sobibors prøvegasning. Han deltog derpå i oprettelsen af den nye udryddelseslejr
Treblinka, som han skulle være chef for. Den 22. juli 1942 begyndte likvideringen af Warszawas ghetto og dagen
efter ankom de første jødiske ofre i Treblinka. Tempoet var hektisk straks fra begyndelsen og sidst i august
opstod der et sammenbrud i Treblinkas dødsmaskine. Tusinder af lig lå overalt i lejrområdet og lejrpersonalet
kunne ikke mere følge med ved begravelsen i massegravene. Eberl blev gjort ansvarlig for situationen i lejren
af hans foresatte Odilo Globocnik og Christian Wirth. Han blev omgående fjernet fra sin post og afløst af
Franz Stangl, der kom fra lejren Sobibor.
Lejrens ledelse og administration blev fuldt ud varetaget af den tyske stab, som omfattede 20-30 SSere, der for de
flestes vedkomende tidligere havde deltaget i eutanasiprogrammet.
Bevogtnings- og sikkerhedsopgaver blev varetaget af et ukrainsk kompagni på 90-120 mand.
De skulle sikre, at ingen jøder undslap og at de ikke gjorde modstand.
Nogle af ukrainerne fik også andre opgaver og hjalp for eksempel med ved betjeningen af gaskamrene.
De fleste af dem var krigsfanger fra den røde hær, som frivilligt var gået i tysk tjeneste og blevet trænet i
SS skolen i Trawniki. Nogle af dem var af tysk oprindelse, såkaldte volksdeutsche, og de fleste af disse blev
udpeget til at være delingsførere. Der var endvidere 700-1000 jødiske fanger i lejren, som måtte udføre alt manuelt
arbejde med at udføre massedrabene.
Treblinkalejren omfattede
fuldt udbygget - til forskel fra Chełmno -
10 gaskamre med en kapacitet på 3.800 fanger samt
et antal lastbiler til kuliltedrab. Syge fanger og børn uden ledsagere blev dog skudt. Alle de dræbte blev begravet
i massegrave bagved gaskamrene. Indtil 21. september 1942 blev 254.000 jøder fra Warszawa myrdet i
Treblinka, hvortil kom 12.000 andre ofre i samme periode. Ialt blev 337.000 jøder fra Radomdistriktet
myrdet i lejren og 35.000 fra Lublindistriktet, de fleste inden vinteren 1942/43. Der blev desuden myrdet 107.000
jøder fra Bialystok distriktet, de fleste mellem november 1942 og januar 1943.
Ialt dræbtes der ca 850.000 mennesker i Treblinka.
De dræbte blev senere gravet op og brændt for at
fjerne sporene efter udryddelserne. Da det i sommeren 1943 stod klart, at Treblinka snart havde opfyldt sin funktion,
gjorde de jødiske fanger den 2. august oprør, idet de var klar over, at de alle ville blive dræbt. Kun for 50 fanger
lykkedes det at komme levende bort og overleve krigen. Treblinkalejren blev nedlagt i september-oktober 1943.
ARDsite om Treblinka, engelsk
Tysk beskrivelse af Treblinka