MENU

Planlægning af udryddelsen af Europas jøder

Ved den nazistiske magtovertagelse i 1933 stod det klart, at den ville få alvorlige følger for jøderne i Tyskland. Dette lod heller ikke vente længe på sig. De blev først frataget deres borgerrettigheder og i stor udstrækning også deres ejendom. Jødehadet optrappedes stærkt den 9. november 1938 i forbindelse med den såkaldte Krystalnat, hvor synagoger nedbrændtes, ruderne knustes i jødiske butikker og huse og jødisk ejendom blev plyndret. I begyndelsen søgte man at få jøderne til at emigrere, men denne måde at blive jøderne kvit på, var langsom og besværlig. Det var blandt andet svært at finde lande, der ville modtage de tyske jøder. Det drøftedes derpå, om ikke man kunne finde en anden "endelig løsning" på jødespørgsmålet end individuel emigration. Efter krigene mod Polen og Frankrig blev der fremsat en plan om at oprette et "Jødereservat" på øen Madagaskar, hvor flere millioner europæiske jøder skulle bosættes. Hollandske nazister foreslog et tilsvarende "Jødereservat" i hollandsk Guyana, det nuværende Surinam. Men heller ikke disse planer kunne realiseres, fordi de forudsatte en militær sejr over England, idet tanken var, at den store engelske flåde skulle foretage de omfattende transporter af millioner af jøder til Madagaskar eller hollandsk Guyana.

Da disse løsninger imidlertid ikke lod sig gennemføre, bredte der sig blandt nationalsocialisterne den opfattelse, at en "endelig løsning" på jødespørgsmålet måtte indebære, at jøderne blev likvideret, udryddet. I begyndelsen af 1941 besluttede Hitler at gennemføre denne endelige løsning. På et møde mellem Hitler og udenrigsminister von Ribbentrop den 17. september bekræftedes beslutningen, herunder, at det skulle være SS, der skulle udføre den "endelige løsning" men i respekt for udenrigsministeriets specielle ansvar for aktioner i andre lande. Udenrigsministeriet (Auswärtiges Amt) blev dermed dybt involveret i jødeudryddelsen. Et af de første skridt var allerede taget, idet chefen for Sikkerhedspolitiet og Sikkerhedstjenesten, Reinhard Heydrich, ved krigsudbruddet 1939 indsatte fem specielle "Einsatzgrupper" i Polen, bestående af folk, som havde samlet erfaringer med Eutanasiprogrammet i Tyskland. Einsatzgrupperne, der hørte under SS, fulgte i hælene på den tyske hær under angrebet på Polen, som var det land, der havde flest jøder, ca 2,5 millioner. Den 31. juli 1941 gav Hermann Göring Reinhard Heydrich ordre til at udarbejde en plan for gennemførelsen af den endelige løsning og til at træffe de nødvendige praktiske forberedelser. I planlægningsarbejdet skulle Heydrich inddrage de tyske myndigheder, som skulle deltage i udførelsen af den endelige løsning. Forberedelserne gik hurtigt i gang. Einsatzgrupperne havde allerede sammen med det øvrige SS den 21. september 1939 fået pålagt opgaven med at oprette ghettoer i de polske byer og koncentrere de polske jøder der. Den 15. september 1941 blev det bestemt, at alle tyske jøder over 6 år skulle bære en gul davidsstjerne med påskriften "Jude". De blev derpå successive sendt til de polske ghettoer. Desuden bekendtgjordes den 23. september 1941 et udrejseforbud for jøder. Hermed var muligheden for at undslippe elimineret.

I mellemtiden havde Hitler (22. juni 1941) startet krigen mod Rusland. Under dette felttog blev udryddelsen af kommunistiske funktionærer og jøder straks påbegyndt, idet fire nye Einsatzgrupper, også nedsat under SS, omfattende tre tusinde mand, blev indsat med følgende opgave (Kommissarbefehl): „at dræbe alle funktionærer i Komintern (samt i det hele taget de kommunistiske professionelle politikere), de højere, mellemste og radikale lavere funktionærer i partiet og i Centralkommiteen og de regionale kommiteer, folkekommissærer, jøder i parti- og statslige stillinger, andre radikale elementer (sabotører, propagandister, snigskytter, attentatudøvere, ophidsere o.s.v." Denne befaling viste sig imidlertid at skabe en hidtil uset brutalitet på begge sider, idet de russiske "kommissærer" ikke skyede noget middel for at undgå at falde i tyskernes hænder. På tysk side var der en udbredt angst for, at tyske officerer, der faldt i russisk fangenskab, ville blive likvideret på lignende vis. Befalingen, der var udstedt den 6. juni 1941 og bekendtgjort overfor soldaterne den 22. juni, blev derfor forsøgsvist suspenderet den 6. maj 1942 og ikke sat i kraft igen.

De fire nye Einsatzgrupper fik en bogstavbetegnelse: Einsatzgruppe A tilknyttedes hærgruppe Nord og myrdede i tiden indtil november 1941 136.431 personer. Einsatzgruppe B tilknyttedes hærgruppe Midt og myrdede i samme periode 45.467 personer. Einsatzgruppe C tilknyttedes hærgruppe Syd og myrdede - også i samme periode - 95.000 personer. Einsatzgruppe D myrdede samtidig 92.000 personer på Krim. Einsatzgruppernes aktioner gik stærkt ud over civilbefolkningen og fik stor støtte af den tyske hær, der havde problemer med russiske partisaner. Indtil april 1942 nåede de fire specielle Einsatzgrupper at dræbe i alt 560.000 mennesker i Rusland.

De udførte opgaverne i Rusland såvel som deres lokale opgaver i Polen på den måde, at morderne, Einsatzgrupperne hjulpet af tyske politibatailloner, ankom overraskende til en by eller landsby og samlede alle jødiske mænd, kvinder og børn. Ofrene blev straks ført ud på en mark, i en skov eller til en slugt i udkanten af en by, hvor de blev skudt eller dræbt med gas. Ligene blev kastet i massegrave. Udryddelserne skete med største grusomhed. De store udryddelser gennemførtes i Polen ved hjælp af særlige udryddelseslejre.

Senere kom der også Einsatzgrupper til de øvrige besatte lande for at organisere transporten af jøder til Auschwitz, hvilket de udførte ved at samle dem i store ghettoer og derfra sende dem med tog til Auschwitz.

Ved krigsforbryderdomstolen i Nürnberg blev Einsatzgrupperne dømt som forbryderiske grupper.
Detailleret beskrivelse af Einsatzgrupperne

Medens jødeudryddelsen således allerede var i gang i Polen og Rusland, fuldførte Heydrich arbejdet med at opstille en fuldstændig udryddelsesplan. Den 20. januar 1942 sammenkaldte han repræsentanter for en række tyske myndigheder (mest departementschefer fra de berørte ministerier) til en konference om planen, den såkaldte Wannsee-konference i Berlin. Den principielle beslutning om at standse udvandringen af jøder fra Tyskland og i stedet samle dem i ghettoer i Østeuropa med henblik på udslettelse var for så vidt allerede taget men der krævedes også officiel akcept af og støtte til planen for gennemførelsen. Denne drejede sig i princippet om alle Europas jøder, ialt ca 11 millioner. Konferencen gik ud på at få godkendt planen og tilvejebringe enighed mellem alle ministerier og styrelser, som skulle samarbejde om dens gennemførelse, så den kunne gøres klar til at blive præsenteret for Hitler.

Planen gik officielt ud på, at jøderne skulle deles op efter køn og evakueres østpå til ghettoer og koncentrationslejre i Polen, hvor de skulle decimeres "naturligt" ved hårdt tvangsarbejde på et utilstrækkeligt ernæringsgrundlag. Gamle og krigsinvalider samt jøder, der havde fået en krigsorden skulle sendes til en særlig lejr i Theresienstadt i Tjekkoslovakiet. Resten af dem skulle underkastes en "passende behandling", der skulle hindre, at de ved en eventuel løsladelse kunne blive en kim til ny jødisk opbygning. Dette betød i realiteten, at de skulle dræbes.

Heydrichs plan blev tiltrådt på Wannseekonferencen.
Protokol fra Wannseekonferencen

Resultatet blev, at jødeudryddelsen fik følgende form:

1. Udryddelsen af jøder skulle først iværksættes i de Baltiske stater og i de øvrige besatte områder af Sovjetunionen. Jøderne skulle samles i ghettoer og snarest udryddes ved skydning på udvalgte steder i lokale skove. Aktionerne fik stor støtte af den tyske hær, der i Rusland kombinerede dem med bekæmpelse af russiske partisaner, hvorved det også gik stærkt ud over civilbefolkningen. Blandt de mest kendte udryddelsessteder i Sovjetunionen er Babi Yar slugten i udkanten af Kiev, hvor Einsatzgrupperne skød Kievs jøder, sigøjnere, mange civile russere samt en del russiske krigsfanger. I alt dræbtes mindst 100.000 mennesker alene i Babi Yar. I hele den besatte del af Sovjetunionen havde Einsatzgrupperne på tidspunktet for Wannseekonferencen allerede dræbt ialt ca 370.000 mennesker. I Minsk oprettedes en ghetto med tilknyttet udryddelseslejr, Maly Trostinetz, hvor Hvide Ruslands jøder blev dræbt

I Litauen og Letland gennemførtes udryddelsen på lignende vis som i Sovjetunionen. De store ghettoer lå i eller ved byerne Kaunas, Vilnius og Riga. Her dræbtes der ialt ca 400.000 jøder inklusive jøder fra Tyskland, Østrig og Theresienstadt. I Estland gik udryddelsen relativt hurtigt, dels på grund af en mindre jødisk befolkning og dels fordi mange jøder flygtede til Rusland. I de Baltiske lande og Hviderusland (Reichskommissariat Ostland) blev udryddelserne administreret fra Riga af SS i tæt samarbejde med det Slesvig-Holstenske civile styre under den tidligere overpræsident for Slesvig-Holsten, Hinrich Lohse.
Babi Yar

2. Polen blev opdelt administrativt på den måde, at de vestlige og nordlige dele af Polen (Warthegau, Danzig, Bialystok) blev integreret i Stortyskland og resten skulle udgøre et tyskledet Generalguvernement. Generalguvernementet blev senere udvidet med Galicien, der dels hørte til den del af Polen, som Rusland besatte i 1939, og dels til Ukraine. I de dele af Polen, som indlemmedes i Stortyskland, blev jøderne udryddet af særlige "Einsatzgrupper". Her blev mange jøder koncentreret i ghettoen i Łódz. De blev dræbt i den nærliggende udryddelseslejr Chełmno (Kulmhof), der var oprettet ved jernbanen mellem Łódz og Poznan. Udryddelsen af de polske jøder blev først sat i værk i dette område og Chełmno var således den første udryddelseslejr oprettet på polsk område. Den fortsatte sin virksomhed til 1945. I alt dræbtes der i Chełmno ca 340.000 mennesker, ikke blot polske og tyske men også franske, belgiske og hollandske jøder samt tusinder af polske intellektuelle og fremtrædende gejstlige.
Chelmno, første udryddelseslejr

3. Udryddelsen af jøderne i Generalguvernementet blev iøvrigt tilrettelagt metodisk indenfor rammerne af en aktion, der til ære for Reinhard Heydrich, der blev skudt i Tjekkoslovakiet den 27. maj 1942, fik navnet "Aktion Reinhard". Den skulle gennemføres af Einsatzgrupperne i 1942. Der blev tilknyttet 450 tyskere og en gruppe frivillige ukrainere, der fik en speciel træning i aktionens gennemførelse på SS-skolen i Trawniki. Til gennemførelse af drabene, der påbegyndtes i oktober-november 1941, indrettedes udryddelseslejrene Belzec, Treblinka og Sobibor, hvor drabene blev gennemført planmæssigt. En del af drabene i Polen skete dog ikke i lejrene men på tilfældige steder ved lokale lynaktioner i lighed med fremgangsmåden i Rusland. Udryddelseslejrene blev ikke nedlagt ved afslutningen af Aktion Reinhard sidst i 1942 men bibeholdt til sidst i 1943, idet der blev tilført jøder o.a. fra andre besatte lande.
Aktion Reinhard

4. Jøderne i alle de øvrige besatte lande skulle transporteres til udryddelse i Polen. Da der var tale om et meget stort antal, byggedes der til dette formål en speciel dødsfabrik, Birkenau, i Auschwitz (Oswiêcim) i Polen, som blev taget i brug i 1942. Koordineringen foretog myndighederne i Berlin sammen med Einsatzgrupperne, der samlede jøderne i gennemgangslejre i de besatte lande for hurtigt at sende dem videre med tog til dødslejren i Auschwitz (Oswiêcim). Gennemgangslejre oprettedes for eksempel i Holland, Tjekkiet, Ungarn, Grækenland og Frankrig. Slovakiet samlede dog selv sine jøder og sendte dem til Auschwitz.
Auschwitz (Oswiêcim):