Minsk ghetto
I Minsk, Hvide Rusland, var der 70-80.000 jøder, da de tyske hære i juni 1941 angreb Rusland og indtog Minsk. Der blev straks oprettet
en jødeghetto omfattende 2 km2 af byen, som blev omgivet med effektive pigtrådsspærringer.
I ghettoen var der hverken elektricitet, rindende vand eller et kloaksystem. Området var overfyldt med mennesker, der ikke havde
adgang til almindelig kost men levede på et så lavt eksistensniveau, at sultedøden var programmeret.
Der blev flyttet mange jøder til ghettoen i Minsk fra andre byer i Hvide Rusland
og dens indbyggertal nåede hurtigt op over 100.000. Der blev desuden anbragt russiske krigsfanger i ghettoen, hvorved den efterhånden
blev fuldstændigt overbelagt. De arbejdsegnede fanger i ghettoen måtte arbejde med produktion af fornødenheder til den tyske hær.
Tyskernes hensigt med ghettoen var både at udrydde byens jøder og krigsfangerne og einsatzgruppe B gik hurtigt
i gang med at skyde dem. Herunder gik de frem med største grusomhed.
I tiden indtil november 1941 blev der skudt ca 45.000 personer. De fanger,
der ankom med tog, blev ført direkte fra jernbanestationen ud i en skov (Blagowshtchina), hvor de blev skudt og begravet i store
massegrave. Antallet af ofre er ukendt, men der foreligger forskellige vurderinger. Nogle går ud på, at omkring
200.000 jøder blev skudt i Blagowshtchina og andre skove omkring Minsk.
Den 15. august 1941 fik ghettoen besøg af Heinrich Himmler, der overværede nedskydningen af 100 jøder. Morderne klagede til
Himmler over, at skydningerne var for stor en belastning for dem. Der blev derfor taget skridt til at finde andre drabsmetoder.
Der blev foretaget forsøg med dynamit og håndgranater men efterhånden fandt man frem til, at det var mest effektivt at bruge gas.
I begyndelsen af 1942 fik Einsatzgruppen i Minsk derfor to transportable gaskamre til rådighed, anbragt på lastbiler. Senere kom der
yderligere 2 gasbiler. De blev alle placeret i en udryddelseslejr, der var indrettet på en kollektivgård, Maly Trostinets, 12 km borte.
Gasbilerne var i aktivitet 24 timer i døgnet. Den 31. juli 1942 rapporterede Einsatzgruppen, at det
var lykkedes at dræbe 55.000 personer i løbet af ti uger.
I Maly Trostinets produceredes
blandt andet levnedsmidler til ghettoen. Men det blev ikke mindst stedet, hvor jøder og andre, der skulle udryddes,
blev skudt eller dræbt med gas, og det
omfattede både beboerne fra ghettoen i Minsk og mange andre fra det meste af Hvide Rusland. Ghettoen i Minsk blev dermed ud
over at være en arbejdslejr også en
gennemgangslejr for jøder m.fl. på vej til udryddelse i Maly Trostinets.
Da ghettoens indbyggere blev klar over, at de skulle dræbes, blev der organiseret en opstand, hvorved det lykkedes
mange at flygte og slutte sig til russiske partisangrupper i de udstrakte skov- og moseområder i Hvide Rusland.
Det vurderes, at det drejer sig om ca 10.000 personer.
Ghettoen i Minsk var i brug indtil 21. oktober 1943, da den blev tømt og lukket, fordi de russiske hære nærmede sig.
Tømningen sluttede med, at der blev sendt 6.000 fanger til gasning i Sobibor og 2.000 i Maly Trostinets.
På det tidligere ghettoområde i Minsk findes i dag en mindeplads, hvor 5.000 jøder blev skudt den 2. marts
1942. Stedet kaldes Jama, hvilket betyder grav.
Minsk ghetto
Minsk og Trostinets