Hovedside



Mauthausen

Arbejdslejre og udekommandoer under Mauthausen:

Gusen
Loibl
Ebensee
Gunskirchen




Oprettet8. august 1938
Antal filialer49
Maksimalt antal fanger74.000
Fanger ialt i lejren230.000
Heraf døde100.000
Ophørt eller befriet7. maj 1945
Koncentrationslejren Mauthausen ved Linz i Østrig blev oprettet af SS i august 1938 og fik status af hovedlejr. Den var den eneste koncentrationslejr, der nåede at blive klassificeret i kategori III, hvilket betød, at fangerne ikke påregnedes at komme levende derfra. Fangerne blev ganske vist ikke dræbt ved ankomsten til Mauthausen, og lejren betegnes derfor ikke officielt som en udryddelseslejr, men den blev en forløber for udryddelseslejrene og kaldtes "Mordlejren". På grund af den brutale behandling af fangerne blev den en af de mest frygtede koncentrationslejre i hele Stortyskland. Beliggenheden øst for Linz var valgt, fordi SS ønskede at udnytte fangerne som billig arbejdskraft i nogle stedlige granitbrud til produktion af sten til byggeri i Linz, som skulle udbygges til en kunst- og kulturby. Fangerne måtte arbejde under så umenneskelige forhold med udbygning af lejren samt i stenbruddet, at dødeligheden på grund af udmattelse og sygdom var meget høj. Hertil kom, at SS dræbte fanger på mange måder. De blev slået til døde, hængt, skudt eller man lod ikke-arbejdsduelige og syge fanger fryse eller sulte ihjel eller man dræbte dem med indsprøjtninger eller gasning i en dertil indrettet lastbil. Nogle dræbtes ved at lade dem stå ude nøgne i 18 graders frost. I lejrens gaskammer dræbtes 4.000-5.000 fanger. Den 31. marts 1943 blev der kastet hollandske jøder i døden fra en højde på over 50 meter i et stenbrud, mens Heinrich Himmler under sit besøg i lejren så på det. SS kaldte dem "faldskærmspringere". Især jøder og russiske krigsfanger blev dræbt. Få fanger fik lov at leve længe i lejren. I 1942-43 overlevede ingen jøde mere end en måned i Mauthausen, der også var kendt for en specielt hård behandling af tjekker. I Mauthausen blev der endvidere udført forsøg med effektiviteten af forskellige gasarter i gaskamrene. Til det brug rekvireredes 300 franske jødedrenge fra lejren Drancy. Ingen af dem overlevede.

De fleste af fangerne kom i 1943 til at arbejde i underjordiske krigsindustrielle anlæg i regionen. Som følge heraf oprettedes der i alt 49 arbejdslejre under Mauthausen, de fleste i direkte tilslutning til en krigsmaterielfabrik. I denne site er tre af arbejdslejrene beskrevet mere udførligt, men der var arbejdslejre/koncentrationslejre spredt ud over hele Østrig. Også lejren Dachau ved München havde mange arbejdslejre i Østrig. Hertil kom en lang række arbejdslejre med ungarske jøder som slavearbejdere. De lå langs østgrænsen med det formål at bygge forsvarsanlæg mod den røde hær. I alt blev ca 230.000 mennesker af mindst 19 forskellige nationaliteter bragt til Mauthausen, herunder også 120 nordmænd og en del danskere. Omtrent halvdelen af fangerne blev myrdet eller døde af følgerne af opholdet i lejren. Størstedelen af de døde var jøder.

Efterhånden som de tyske styrker blev trængt tilbage, såvel på østfronten som på vestfronten, gik SS i gang med at opløse lejrene nærmest fronten og transportere fangerne til lejre dybere inde i Tyskland. Koncentrationslejrene Bergen-Belsen, Dachau, Theresienstadt og Mauthausen blev mål for disse transporter med det resultat, at de blev overfyldt og forsyningssituationen og de sanitære forhold, som på forhånd var yderst dårlige, brød sammen med utallige dødsfald som følge. I Mauthausen oprettede man i efteråret 1944 en teltlejr til de ankommende, som bevaredes indtil befrielsen i maj 1945.

Den 7. maj 1945 ankom den amerikanske 11. panser- og 26. infanteridivision til Mauthausen og befriede hovedlejren og arbejdslejrene i Gusen. På det tidspunkt var der over 66.000 fanger i lejren. Da amerikanerne så de frygtelige forhold med stabler af døde, som lå mellem barakkerne, det utrolige svineri og de levende skeletter, hvoraf mange døde i de første dage efter befrielsen, blev der taget vidtgående forholdsregler. Da lejren var befængt med epidemiske sygdomme, lus m.m., sprængte amerikanerne stenbygningerne i luften og brændte træbygningerne af. De døende blev bragt til hospitaler i Linz og til de syge blev der indrettet et stedligt hospital, ligesom der blev opført en teltby for syge fanger. Medlemmer af nazipartiet og tilfangetagne SS-folk blev sat til at grave massegrave til de mange lig. Om aftenen den 8. maj 1945 blev hele egnens befolkning kaldt til arbejdslejren Gusen ved St. Georgen for at deltage i massebegravelsen.

Østrigsk beskrivelse af Mauthausen med navneregister


Gusen.

Gusen er navnet på det største og mest brutale Nazi koncentrationslejrkompleks på østrigsk område. Det blev påbegyndt i maj 1938, da det første areal blev overtaget af SS-firmaet "Deutsche Erd- und Steinwerke GmbH". Det var før oprettelsen af koncentrationslejren Mauthausen med sit stenbrud, der skete i august 1938.

Vigtige stenforekomster ved Gusen var grunden til, at SS besluttede at etablere et system med to koncentrationslejre her. Stedet ligger endvidere nær ved byen Mauthausen. Allerede i 1939 oversteg produktionen i Gusen, udført af fanger fra koncentrationslejren Mauthausen, den produktion, der blev udført i Mauthausens "Wienergraben"-stenbrud. På dette tidspunkt var begge koncentrationslejre samlet og hundreder af fanger fra Mauthausen måtte vandre til stenbruddene i Gusen hver dag. Fangerne i alle lejrene blev behandlet umenneskeligt og 40.000 af dem døde. Straks fra begyndelsen koncentrerede SS sine investeringer i stenværker i Gusenfirmaet, som udviklede sig til den største og mest moderne SS virksomhed under den første halvdel af anden verdenskrig. Dens administrative ledelse placeredes i den nærliggende by ”St. Georgen an der Gusen”, der derved blev hjemsted for selskabet Granitwerke Mauthausen, der styrede stenbrudsaktiviteterne.

Fra 1943 ændrede SS produktionen fra granit til krigsudrustning. Deutsche Erd- und Steinwerke GmbH opnåede flere kontrakter med virksomheder som Heereszeuganstalt Wien, Steyr-Daimler-Puch AG og Messerschmitt GmbH i Regensburg, som gik ud på, at disse virksomheder skulle fremstille krigsudrustning. SS stillede slavearbejdere til rådighed for dem fra sine koncentrationslejre i Gusen. Der blev bygget enorme rustningsfabrikker ved St. Georgen og Gusen. En stor del af dem blev indrettet under jorden og var bombesikre. Den vigtigste var B8 Bergkristall - Esche II, indrettet og drevet som en stor underjordisk samlefabrik for Messerschmitt Me-262 jetjagere.

Efterhånden måtte SS oprette tre koncentrationslejre for at holde produktionen i gang:
* Gusen I for fangerne, der arbejdede for Deutsche Erd- und Steinwerke ved Gusen,
* Gusen II for fangerne, der arbejdede for Deutsche Erd- und Steinwerke ved St. Georgen og
* Gusen III for fangerne, der arbejdede for Deutsche Erd- und Steinwerke ved Lungitz.

Indtil januar 1944 blev koncentrationslejrene i Gusen trinvist uafhængige. De fik deres eget uafhængige nummereringssystem, dødsregister, konstruktionsafdeling, vagtbataljon og postkontor. Det var kun i krigens slutfase, at de - som talløse andre satellitter - igen blev annekser til koncentrationslejren Mauthausen. Fangeantallet i Gusenlejrene voksede stadigt og i 1944 var det dobbelt så stort som fangetallet i Mauthausen. Også antallet af dødsofre var signifikant højere i Gusenlejrene end i Mauthausen. På grund af det industrielle potentiel besluttede de sovjetrussiske besættelsesstyrker efter befrielsen af lejrene at fortsætte produktionen i Gusen under navn af "Granitwerke Gusen". De reserverede dog den økonomisk ubetydelige Mauthausen koncentrationslejr til et mindested. Gusenlejrene blev i nogen grad glemt i mange år, idet opmærksomheden rettede sig mod mindestedet.

Det tog den østrigske regering tiden indtil år 2000 at regulere spørgsmålet om ejendomsretten til de store underjordiske virksomheder ved St. Georgen og Gusen. Derfor blev de overlevende fanger i 1960erne bekymret for, at ethvert minde om Gusenlejrene kunne blive udslettet i, hvad der næsten var ved at blive et middelklasse parcelhuskvarter. Nogle overlevende købte derfor for egne midler et areal omkring krematoriet og byggede her Gusen mindestedet. Næsten fyrre år senere, i 2004, byggede den østrigske regering med generøs støtte fra Polen et meget lille museum i Gusen til minde om de 40.000 næsten glemte ofre i de tidligere Gusen koncentrationslejre.
Detailleret beskrivelse af Gusen



Loibl.

I 1943 blev der oprettet en arbejdslejr under Mauthausen i Loibl ved grænsen til Slovenien. Formålet var at grave en tunnel gennem bjergene og der blev derfor også oprettet en arbejdslejr på den slovenske side af bjergene. Indtil krigens slut måtte ca 1.800 fanger arbejde i denne tunnel, der skulle lette trafikken til Jugoslavien. Et firma i Wien, Universale Hoch und Tiefbau AG, fik kontrakt på at udføre tunnelen og oprette koncentrationslejren i Loibl. SS skulle fremskaffe det nødvendige antal arbejdere. Tunnellen skulle være 1.561 meter lang. Udover koncentrationslejrfangerne var også 660 civile arbejdere beskæftiget med arbejdet. De var dels frivillige og dels franske tvangsarbejdere. De første fanger ankom i juni 1943. De franske fanger var især politiske fanger men der var også krigsfanger iblandt. Der var endvidere 450 polakker, 188 russer og 144 jugoslaver i lejren. Der var desuden ca 70 tyske og østrigske kriminelle, som fik lov til at besætte de ledende funktioner i lejren, som kapos og stueældste. Der var dog også fanger fra Tjekkiet, Norge, Luxembourg, Grækenland, Belgien og Holland i lejren.

Lejrkommandanten var SSeren Julius Ludolf, der dog blev forflyttet i august 1943, fordi byggefirmaet klagede over hans brutale behandling af fangerne. Afløseren var Jakob Winkler, der dog ikke var mindre brutal. Tunnelgennembruddet skete i december 1943. Et år senere var arbejdet så langt fremskredent, at de første køretøjer kunne benytte tunnellen. Svage og uarbejdsdygtige fanger blev sendt til Mauthausen, hvilket betød døden. Lejrens læge dræbte 30 af fangerne med bezininjektioner i hjertet, fordi de efter hans mening ikke kunne overleve rejsen. Dette kaldte han en smuk død. Han brugte endvidere fanger som forsøgskaniner i sine anatomiske studier. Livet i lejren var præget af underernæring, slag og mishandlinger samt såkaldt sport, hvor fangerne til morskab for deres vogtere måtte bokse med hinanden. Der var mange flugtforsøg men de fanger, der blev fanget igen, blev dræbt. I april 1945 blev den nordlige lejr lukket på grund af stigende partisanaktivitet. Fangerne blev først i maj befriet af partisaner. Lejrkommandant Jakob Winkler blev ved en engelsk krigsret dømt til døden ved hængning og hans medarbejder, Sigbert Ramsauer, fik livsvarigt fængsel. Han blev dog benådet af en østrigsk domstol i 1956.



Ebensee.

Koncentrationslejren Ebensee blev oprettet som en arbejdslejr under Mauthausen. De første fanger ankom i november 1943. Formålet med lejren var at bygge store underjordiske fabrikshaller til forskning og udvikling af interkontinentalraketter. Den oprindelige plan måtte dog opgives, fordi andre krigsvigtige produktioner fik prioritet. Færdige dele af de underjordiske anlæg blev udnyttet til produktion af benzin og motordele til tanks og lastbiler til Steyr-Daimler-Puch- og Nibelungenwerke. På kun 16 måneder udførte fangerne 7,6 km underjordiske anlæg.

Alle fangerne var registreret i hovedlejren Mauthausen og derfra sendt til arbejdslejren i Ebensee. Fra 18. november 1943 og til 6. maj 1945 blev der sendt 27.278 mandlige fanger til Ebensee. I januar 1945 førte de ankommende transporter fra evakuerede koncentrationslejre til katastrofal overbelægning og fuldstændigt sammenbrud af forsyningerne. Sidst i april 1945 var der 18.509 fanger i lejren. SS ledelsen forsøgte bevidst at dræbe de nyankomne, som mest var jøder. 

Der var over 20 forskellige nationaliteter i lejren. Polakker, russer, ungarer, franskmænd, tyskere, italienere, jugoslaver, grækere og tjekker dannede de største nationale grupper. Heraf udgjorde jøderne 30 %. Arbejds- og levebetingelserne for fangerne var væsentligt bestemt af statsborgerskabet og kategorien i henhold til den nationalsocialistiske raceideologi. Borgere i Sovjetunionen og Polen blev behandlet dårligt, men endnu dårligere blev romaer, sinti og jøder behandlet. Mange jøder ankom endvidere fuldstændigt afkræftet efter mange dages evakueringstransporter i åbne kreaturvogne eller march, hvorfor de kun havde små overlevelseschancer.

Ebensee blev den 6. maj 1945 befriet af den 3rd Cavalry Reconnaissance Squadron. Trods medicinsk hjælp fra de amerikanske felthospitaler og forsyninger fra UNRRA døde ca 750 fanger efter befrielsen. Fra juli 1945 til januar 1946 blev lejren brugt af US-Army som fangelejr for SS folk fra ”Panzerdivision Hohenstauffen”. Derefter blev den brugt til ”Displaced persons”.

I 1949 begyndte man trods protester at bygge boliger på arealet, hvor lejren lå.


Gunskirchen.

Opsamlingslejren Gunskirchen, der var oprettet sidst i 1944 i Hochholz, et skovområde mellem Gunskirchen og Lambach, tjente til at samle ungarsk-jødiske fanger. Fra 27. december 1944 fik lejren status som filial af Mauthausen. Dens eneste formål var at fastholde et stort antal fanger under de mest primitive forhold. Lejren bestod af nogle provisoriske barakker, uden vandforsyning og uden hygiejneindretninger.

Ungarske jøder i tusindvis havde været tvunget til at arbejde ved bygningen af forsvarsanlæg mellem Bratislava og Sydsteiermark mod den fremtrængende russiske hær. Forsvarsanlægget kaldtes ”Reichsschutzstellung” eller ”Sydøstvolden”. Da de sovjetrussiske tropper nærmede sig, skulle de jødiske fanger flyttes mod vest. Det skete for størstedelens vedkommende til fods, hvilket udartede til frygtelige dødsmarcher. En hemmelig tjenstlig anordning af 2. maj 1945 fra nazipartiet i Fürstenfeld gav anvisninger på, hvorledes overførslen af jøderne skulle ske. Ledsagevagterne skulle være medlemmer af den lokale Folkestorm og det lokale partikontor skulle give befaling til afmarch. I den hemmelige tjenstlige anordning var ruten for dødsmarcherne fastlagt. Men der var ingen bestemmelser om, hvorledes jøderne skulle behandles.

Beskrivelse af jødernes dødsmarch

Via Mauthausen kom fangerne til opsamlingslejren Gunskirchen. Også fanger fra koncentrationslejren Auschwitz kom efter denne lejrs opløsning i januar 1945 via et foreløbigt ophold i Mauthausen til Gunskirchen. De ankommende fanger var blevet stærkt svækket under turen til Gunskirchen..

I løbet af få uger nåede antallet af fanger i Gunskirchen op på 12-15.000 personer. Senere kom der flere fanger. Det vurderes, at der i alt ankom 17-20.000 fanger til Gunskirchen, enten direkte eller via Mauthausen. Det nøjagtige antal kendes ikke, da fangerne ikke blev registreret ved ankomsten. De blev holdt fanget i lejren under ubeskrivelige forhold indtil befrielsen ved den 71. US-Infanteridivision den 5. maj 1945. Det vurderes, at mellem 2.500 og 5.000 fanger døde i lejren. I 1978 blev der alene i én massegrav ved lejren fundet 1.227 ofre, der blev begravet i en ny fællesgrav i Mauthausen.

Da SS vagterne hørte, at amerikanerne var på vej ind i området, flygtede de. Det skete to dage, før amerikanerne kom. Da de ankom den 4. maj 1945, fandt de de værst tænkelige tilstande. Fangerne havde ingen mad fået i flere dage. Den enkelte barak var beregnet på at huse 300 fanger men der var op til 3.000 og fangerne sov i flere lag på det mudrede gulv, plaget af lus og andre snyltere. Efter amerikanske oplysninger var der ca 15.000 fanger i lejren, da den blev befriet. Mindst 1.500 fanger døde i de følgende uger.

En amerikansk officer skildrede sine indtryk kort efter befrielsen:.

„Da vi kørte op til lejren i vores jeep, vidste vi, at vi nærmede os en lejr, idet vi traf hundreder af sultende, halvt sindsyge fanger langs med vejen, der tiggede om mad eller cigaretter. Mange af dem kunne kun fjerne sig et par hundrede meter fra porten, før de faldt døde om. Selv de svageste af dem følte friheden og muligheden for at flygte så stærkt, at de ikke kunne stå imod, selv om det betød, at de blot kunne gå få meter, før de faldt døde om.

Så kom det andet tegn på lejrens nærhed: Lugten. Der var noget ved lugten i Gunskirchen, som jeg aldrig glemmer. Den var stærk og gennemtrængte alt. Ca seks timer efter at vi havde forladt stedet, seks timers kørsel i en åben jeep med vinden pibende omkring os, så kunne vi endnu lugte Gunskirchen. Vort tøj var gennemtrængt af lugten og den blev hængende ved os. Af alle skrækkelige ting på stedet var lugten måske den mest overraskende. Det var en stank, der var sammensat af alle mulige lugte: menneskelig afføring, rådden kropslugt, brændende affald, tysk tobak. Alt dette blandet i en tung fugtig luft, i en tæt mudret skov, hvor der næppe bevægede sig nogen vind. Jorden var i hele lejren blødt op af de tusinder af fødder, det var mudder blandet med ekskrementer og urin, hvorved det havde antaget en konsistens som kit. Lugten i Gunskirchen forårsagede, at mange amerikanere blev dårlige. Lugten adskilte sig entydigt fra alt, hvad jeg hidtil havde oplevet. Man kunne næsten se den, som den hang over lejren som dødens tåge.

Da vi kørte ind i lejren, trængte de levende skeletter, der endnu kunne gå, sig omkring os. Og da vi ville køre videre, var det ikke muligt på grund af menneskemængden. Det er ingen overdrivelse at sige, at næsten alle fangerne var sindssyge af sult. Men alene synet af amerikanere udløste jubelråb, stønnen og skrig. De forsøgte alle at berøre en amerikaner og hans jeep,at kysse hans arme, måske for at forvisse sig om, at det var sandt. De, der ikke kunne gå, kravlede hen til vores jeep. Og de, der ikke engang kunne kravle, støttede sig på en albue og på en eller anden måde viste de gennem deres smerte og lidelse med deres øjne deres taknemmelighed, deres glæde over amerikanernes ankomst.“

Detailleret beskrivelse af Gunskirchens befrielse