Łódz
Før krigen omfattede det jødiske samfund i byen Łódz 230.000 personer og var
det næststørste i Europa. Det største var i Warszawa. Den 7. november 1939 blev byen indkorporeret i
Stortyskland og navnet ændret til Litzmannstadt efter en afdød tysk general. Den 8. februar 1940
besluttedes det at oprette en jødeghetto. Det skete i april og allerede den 1. maj 1940 var
jøderne overflyttet til ghettoen, hvorefter den blev totalt lukket, så ingen beboer mere kunne komme ud af den.
Med 230.000 indbyggere blev fødevareforsyningen straks et
enormt problem. Ghettoen havde ingen kloakering og de sanitære forhold var derfor håbløse.
Der ankom senere 5.000 sigøjnere til ghettoen og nytår 1942 ankom der 20.000 tyske jøder,
som blev chokeret over de forfærdelige forhold. Ghettoen var nu totalt overbelagt.
I
januar 1942 begyndte SS at transportere jøder fra ghettoen til
Chełmno udryddelseslejren. Transporterne omfattede ca 1000 personer om dagen, der til dels blev hentet med
magtanvendelse. Efter september 1942 standsede transporterne, fordi der i
krigsindustrien var opstået en desperat mangel
på arbejdskraft. Den sidste deportation i september omfattede alle ikke-arbejdsduelige personer inklusive alle
børn. I de følgende to år kunne beboerne i ghettoen derfor leve det liv, der var muligt indenfor
ghettoens rammer. De måtte arbejde på sultekost. I juni 1944 nærmede de russiske tropper sig
Chełmno og Łódz og det blev derfor
besluttet at lukke både ghettoen og udryddelseslejren. For at få tømt ghettoen blev transporterne til
Chełmno derfor genoptaget og fortsat, indtil ghettoen næsten var tømt og Chełmno dermed
overflødig. Chełmno blev lukket i juli 1944.
De resterende beboere i ghettoen
blev ført til Auschwitz, så Łódz ghettoen kunne nedlægges i august 1944. Da de russiske styrker
befriede området i januar 1945, levede der kun 877 mennesker i det tidligere ghettoområde.
Łódz Ghetto