Typer af koncentrationslejre
Koncentrationslejrene blev i begyndelsen inddelt i tre kategorier. Kategori I skulle være
arbejdslejre og være den mildeste
form. Kategori II skulle være lejre med skærpede leve- og arbejdsforhold og kategori III lejre, som man kun
sjældent ville forlade i levende live. Det var Gestapos hensigt at alle kriminelle, homoseksuelle, jøder
og særligt farlige politiske fanger skulle i lejre i kategori III, men hensigten blev ikke nået.
Inddelingen var formel. Dachau var i kategori I og Buchenwald i kategori II, selv om levevilkårene var langt de
værste i Dachau, hvilket var et klart eksempel på, at virkeligheden ikke svarede til inddelingen,
som fangerne i øvrigt heller ikke kendte. Hvorledes forholdene virkelig var i en koncentrationslejr, afhang
af mange andre faktorer. De enkelte koncentrationslejres alder spillede en stor rolle.
I de første år, hvor lejren var under opbygning, var forholdene i den værst. Efter denne periode vidste
fangerne bedre, hvad man havde at vente sig.
De eneste klare opdelinger af lejrene var efter formålet. De kunne først og fremmest opdeles i
koncentrationslejre og udryddelseslejre.
Koncentrationslejrene var enten generelle koncentrationslejre, kaldet hovedlejre, eller koncentrationslejre oprettet til
at løse specielle opgaver. Praktisk talt alle havde oprettet store eller små arbejdslejre eller udekommandoer, som
i det daglige kunne fungere som en selvstændig koncentrationslejr, selv om de var filialer under en anden.
Udryddelseslejrene havde kun til formål at udrydde fangerne men fik dog efterhånden
besked på at skåne fanger, der kunne bruges som arbejdskraft i krigsindustrien.
Derfor havde enkelte af dem arbejdslejre.
Hovedlejre. I 1933 oprettedes der tre såkaldte hovedlejre, Dachau, Buchenwald og
Sachsenhausen. Senere kom dertil hovedlejrene Groβ-Rosen, Flossenbürg, Neuengamme, Ravensbrück og
Mauthausen. Hovedlejrene var meget store og havde derfor særligt mange filialer, arbejdslejre eller
udekommandoer, på steder, hvor krigsindustrien havde brug for fangerne som arbejdskraft.
Andre koncentrationslejre. De øvrige koncentrationslejre fungerede i pricippet ligesom hovedlejrene,
men de adskilte sig fra dem ved, at de ofte havde færre filialer, arbejdslejre eller udekommandoer, og ved,
at de var oprettet med et specielt formål. Eksempler herpå var Dora-Mittelbau og Bergen-Belsen.
Arbejdslejre. Da fangerne brugtes til at udføre slavearbejde i stenbrud, i
krigsindustrien, ved bygge-og anlægsprojekter, ved reparation og genopbygning efter bombeangreb o.s.v.,
oprettedes der filialer af hovedlejrene på de steder, hvor arbejdsindsatsen skulle udføres. De
kaldtes arbejdslejre og kunne have enhver størrelse. Fangerne blev indkvarteret på arbejdsstedet,
oftest under endnu værre forhold end i hovedlejren.
Udekommandoer. Hvor arbejdsstedet ikke lå længere borte fra
hovedlejren end, at fangerne kunne gå eller transporteres på anden måde dertil og derfra hver dag,
blev arbejdsstedet betegnet som en udekommando. På grund af den tid, der medgik til transporten, blev
udekommandoerne i mange tilfælde ændret til arbejdslejre, det vil sige, at fangerne blev
indkvarteret på arbejdsstedet.
Udryddelseslejre. Som udryddelseslejre betragtedes lejre, der var oprettet til
at udrydde jøder. Fangerne dræbtes ved ankomsten og var normalt døde inden to timer, med
mindre de blev udtaget som egnet til at udføre arbejde i industrien ell. lign. Disse lejre
omtales specielt i kapitlet "Udryddelseslejre".
Koncentrationslejrenes system
Kort over lejrene