Koncentrationslejrenes opløsning
Mod slutningen af krigen blev den første koncentrationslejr, Lublin, befriet af den røde hær. SS personalet flygtede
og overlod de tilbageværende 6.000 fanger til russerne. Herpå
begyndte SS at tømme den ene lejr efter den anden i Polen og de Baltiske stater, idet de fanger, som var i live, blev
sendt til de indre områder i Tyskland i endeløse kolonner.
Nogle lejre i Polen var evakueret i tide og arealet, hvor de lå var
blevet beplantet eller kamufleret som marker.
I andre af de forladte lejre forsøgte man i al hast at sprænge eller afbrænde krematorier og barakker. I de fleste
koncentrationslejre, som for eksempel i Auschwitz, dræbte man endnu fanger,
da fronten praktisk talt havde nået lejren. De overlevende fanger måtte vandre vestpå i dage og uger uden den
nødtørftigste forplejning eller beklædning. Det var en march, som de fysisk ikke var i stand til at gennemføre. De fik kun
sultekost undervejs. Overnatning foregik i gamle lader ell. lign. Mange kunne ikke følge med men faldt om, hvorpå de blev skudt af de medfølgende
vagter, som blot lod dem ligge. Målet for vandringerne var de mere centralt beliggende koncentrationslejre i Tyskland.
Nogle fanger forsøgte at flygte undervejs, men de blev igen fanget af det tyske feldgendarmeri
eller af andre tyskere og derpå afleveret til vagterne og skudt. Til sidst vidste vagterne på grund af de fremrykkende russiske
og vestlige styrker ikke altid, hvor man skulle føre
fangerne hen, når en lejr skulle tømmes. Man førte derfor marchkolonnen i retning mod egne, om hvilke man antog, at de
endnu var under tysk kontrol.
Marchen kunne fortsætte over hundreder af kilometer. Det skønnes, at ca 300.000 fanger er døde under disse marcher.
Ved ankomsten til de håbløst overfyldte, centrale lejre, oplevede fangerne
grufulde tilstande, idet forsyningerne var brudt sammen. Mange døde derpå af sygdom og sult eller de blev eventuelt angrebet af
rotter. Nogle fanger, som var ved at dø af sult, spiste deres døde medfanger. Der var i mellemtiden givet befaling om, at også udekommandoer
og arbejdslejre i den vestlige del af Tyskland skulle tømmes, da fronten også nærmede sig vestfra. Disse fanger skulle ligeledes føres tilbage
til de centrale hovedlejre. Transporten foregik også her til fods som rene dødsmarcher og fangerne strømmede nu til
lejrene fra alle retninger. Kun få koncentrationslejre var endnu i funktion og situationen blev
mere og mere kaotisk.
Koncentrationslejren Bergen-Belsen mellem Hannover og Hamburg blev
målet for fangerne fra mange af de lejre, der blev rømmet. Dens historie fortæller om, hvor elendigt
koncentrationslejrenes endeligt var. Da der sidst i 1944 kom titusinder af fanger østfra til
Bergen-Belsen, fremkaldte det et sandt inferno, fordi lejren ikke havde kapacitet til at optage de mange fanger. De
katastrofale tilstande medførte, at der omkom ca 35.000 mennesker i Bergen-Belsen mellem januar og april 1945. Men
det var ikke slut hermed. I april 1945 ankom tusinder af fanger fra udekommandoer under
koncentrationslejren
Neuengamme og andre nært beliggende lejre til fods og med tog til Bergen-Belsen og samtidig blev 25.000-30.000
fanger evakueret fra koncentrationslejren Dora-Mittelbau i Harzen og dens mange udekommandoer til Bergen-Belsen.
Forfærdelige sanitære og
hygiejniske tilstande i den overfyldte lejr, utilstrækkelig og til sidst helt udebleven forplejning, sult og
sygdomme - i februar 1945 bredte en plettyfusepidemi sig - forårsagede titusinder af dødsfald.
Bergen-Belsen blev den 15. april 1945 overgivet til de engelske styrker. På denne dag befandt ca
45.000 fanger sig i hovedlejren og 15.000 i det ved siden af liggende kaserneområde. Der blev gennemført en
engelsk militær rettergang vedrørende Bergen-Belsen i Lüneburg fra 17. september til 16. november 1945.
I denne proces skildrede den engelske sanitetsofficer Glyn-Hughes sine første indtryk ved ankomsten til lejren i
april: "Tilstandene var virkelig ubeskrivelige. Ingen rapport og intet foto kan gengive det grufulde syn af
lejrområdet dækkende. Det frygtelige billede af det indre i barakkerne var endnu værre. Talrige
steder var ligene lagt i stabler af forskellig højde. Nogle af disse ligstabler befandt sig udenfor
pigtrådshegnet, andre indenfor hegnene mellem barakkerne. Spredt overalt i lejren lå rådnende
dele af menneskekroppe. Afløbsgrøfterne var fyldt med lig og i barakkerne selv lå talrige
døde, mange sågar sammen med levende på en briks. I nærheden af krematoriet så
man spor af hastigt fyldte massegrave. Bag den sidste lejrafdeling befandt der sig en åben grube halvt fyldt
med lig. Man havde netop begyndt nedgravningen. I nogle barakker men ikke i alle var der brikse. Barakkerne var
overfyldt med fanger på alle stadier af udtæring og sygdom. I ingen af barakkerne var der plads nok til
at kunne lægge sig i fuld længde. I de mest fyldte barakker levede 600-1.000 mennesker i et rum, hvor der
normalt kun havde været plads til hundrede. I en barak i kvindelejren, hvor fanger med plettyfus var anbragt, var
der ingen køjer. Kvinderne lå på gulvet og var så svage, at de næppe kunne bevæge
sig. Der var ingen sengeklæder. Kun en del af dem havde madrasser, de fleste havde ingen. Nogle havde tæpper,
andre ikke. Mange havde ingen klæder og indhyllede sig i tæpper, andre igen havde tysk sygehustøj.
Det var det generelle billede".
Trods de forholdsregler, Englænderne straks tog for at redde de befriede fanger,
døde endnu 14.000 mennesker inden udgangen af juni 1945. Den 21. maj 1945 var lejren rømmet. Ligene
blev begravet i massegrave. For at forebygge sygdomsudbredelse blev barakkerne brændt. En mere grufuld afslutning
på koncentrationslejrene kunne næppe tænkes, men en lignende beretning kunne skrives om afslutningen for
andre koncentrationslejre, ikke mindst Mauthausen i Østrig.
Hvor mange mennesker, der omkom i alt i de nationalsocialistiske lejre, ved man ikke nøjagtigt.
Det er opgjort, at der blev dræbt 5-6 mill. mennesker i udryddelseslejrene i Polen. Hertil kommer alle de mennesker,
især børn, der bukkede under for sult, sygdom, chikaner og mishandling. Alene i Auschwitz drejede det sig
om ca en halv million personer. Nyere opgørelser går ud på,
at der formentlig er omkommet ca 11 mill. mennesker i alt i forbindelse med udryddelseslejre og -aktioner samt
koncentrationslejre.
Link om koncentrationslejrenes afslutning:
Dødsmarcher
US tropper lukker første koncentrationslejr