Fangerne i Koncentrationslejrene
De, der kom i koncentrationslejr, var personer, som kunne være en risiko eller belastning for det nationalsocialistiske styre. Det kom herved ikke an på retfærdighed. Parolen var "hellere sætte ti uskyldige i fangelejr end lade en virkelig modstander slippe". Fangerne opdeltes i følgende grupper:
Fra 1935 blev det endvidere almindeligt, at personer, der var blevet straffet ved en domstol,
automatisk blev sendt i koncentrationslejr, når de havde udstået deres fængselsstraf.
Behandlingen af fangerne i koncentrationslejrene var umenneskelig, grusom og bestialsk. Lejrene
var overbelagt og præget af dårligst tænkelig hygiejne og forfærdelige sanitære forhold,
meget elendig og utilstrækkelig forplejning, meget ussel beklædning og hårdt fysisk arbejde.
Dette bevirkede en høj sygdomsfrekvens og dødelighed.
De, der kom i koncentrationslejr, mistede deres
almindelige rettigheder. Deres ejendomme blev beslaglagt, deres hår blev klippet af, de fik prygl og de
måtte bære stribede fangedragter med et nummer. Der gjaldt et system med klassifikation og afstraffelser.
Hver gruppe af fanger skulle
have et særligt mærke påsyet deres tøj, så det var let at se, hvilken kategori
eller klassifikation den enkelte fange hørte til. I Auschwitz fik de fanger, der blev udtaget til
arbejde, deres fangenummer tatoveret på venstre underarm. Hverdagen i koncentrationslejrene var bestemt af arbejde,
sult, udmattelse og
frygt for de sadistiske SS vagters brutalitet. Der var strenge straffe for ethvert forsøg på at
omgå reglementer, som fangerne dårligt nok kendte. Straffen kunne være fratagelse af mad i
en periode, timelange udmattende appeller i al slags vejr, strafarbejde, pryglestraf med piskning og stokkeslag,
ophængning levende i et træ eller en galge eller
sadistiske pinsler. Den mest grusomme behandling fik jøderne og dernæst
de sovjetrussiske og polske krigsfanger. Lejrene rådede ikke alle over gaskamre men
alle havde mange udspekulerede indretninger til pinsler og afstraffelser.
Krematorier var faste indretninger i
lejrene, idet de fleste døde blev brændt. Mange fanger blev afskåret fra enhver kontakt med
omverdenen. Hensigten var, at de skulle dø af sult og hård behandling. De fik forbud mod at sende
eller modtage breve og pakker. De var dermed forsvundet ud i tågen (Nacht und Nebel) for den øvrige
verden. Koncentrationslejren Natzweiler i Elsass var specielt udset til disse fanger, der fortrinsvist skulle
være modstandsfolk fra Vesteuropa.
Straffen var også ofte dødsstraf. Tusinder af fanger blev dræbt i koncentrationslejrene,
også uden grund. Mange døde af udmattelse ved hårdt fysisk arbejde,
blandt andet i stenbrud. Andre blev pryglet til døde, hængt, skudt eller man lod ikke-arbejdsduelige og syge
fanger fryse eller sulte ihjel eller man dræbte dem med indsprøjtninger eller gasning. At blive sendt
i koncentrationslejr var for mange ensbetydende med en dødsdom. Realistiske skøn går ud på, at der ialt har været
sat 8-10 mill. mennesker ind i koncentrationslejrene, hvoraf halvdelen døde eller blev myrdet.
Det vigtigste for
den enkelte fange var selv at forsøge at overleve. Enkelte landes Røde Kors sendte pakker med tøj
og mad til fangerne.
Mange af lejrene var på visse måder selvstyrende med en fange som daglig chef.
Arbejdsindsatsen, både i lejren og i udekommandoer, lededes af fanger. Læger og plejere var fanger.
Køkkenet lededes af fanger. Hver af lejrens barakker havde en leder, som var fange. Til leder blev ofte
udpeget kriminelle fanger, der kunne forbedre deres situation, hvis de mishandlede de andre. Systemet var derfor
ikke demokratisk men inhumant.
Forklaring på systemet
Dansk beskrivelse fra 1945 af forholdene i koncentrationslejrene