Ghettoerne som grundlag for udryddelsen af jøderne
Et afgørende led i udryddelsen af jøderne var ghettoerne. Allerede den 21.
september 1939 udstedte Heydrich ordre om, at Polens 2,5 millioner jøder skulle samles i ghettoer i byerne.
Medens en ghetto indtil da havde været et kvarter i en by, hvor jøder boede frivilligt, blev den nu efterhånden til
et kvarter i en by, hvor jøder blev indespærret med henblik på senere udryddelse. Det officielle formål var, at
jøderne skulle samles og beskæftiges med tvangsarbejde. Der blev først oprettet små ghettoer i en lang
række mindre byer i Polen. Senere koncentreredes jøderne lidt efter lidt i store afspærrede ghettoer i
de store byer.
Tyskland havde hidtil tilskyndet de tyske jøders frivillige udvandring til andre lande. Dette var imidlertid besværligt,
blandt andet fordi
mange lande, herunder Danmark, ikke ville tage imod de tyske jøder. Før jødeforfølgelserne
var der ca 525.000 jøder i Tyskland,
hvortil kom ca 190.000 i Østrig. Af disse var ialt ca 400.000 udvandret og tilbage i Tyskland inklusive
Østrig var godt 300.000 jøder.
Det besluttedes, at udryddelsen af alle de
europæiske jøder skulle ske i Østeuropa, nærmere betegnet i Polen, de baltiske stater og Rusland. Først skulle de polske
jøder - Polen var det europæiske land, der havde flest
jøder - spærres inde i ghettoer. De resterende 300.000
jøder i Tyskland inklusive Østrig skulle derpå føres til de polske områder
og presses ind i ghettoerne sammen med de polske jøder. Der blev derfor
udstedt et generelt udvandringsforbud for jøder, der gjaldt både i Tyskland og Polen. Kontrollen med jøderne blev
overført fra den tyske civile administration til SS.
I alt oprettedes der 1940-41 399 ghettoer af forskellig størrelse i Polen. Den første af de store ghettoer oprettedes
i april 1940 i
Łódz, den næste i oktober i Warszawa, derpå en i Krakow i marts 1941, en i Lublin og en i Radom i
april og en i Łwów i december 1941. De store ghettoer blev afspærret med 3-4 meter høje mure
og pigtrådsspærringer.
Ghettoerne oprettedes ved at afgrænse et område i en by, som de
lokale beboere måtte fraflytte og som jøderne derpå måtte flytte ind i. Når ghettoen var
endeligt afspærret, måtte ingen beboer forlade den. De skulle fremstille krigsmateriel o.l. og fik knapt
tilmålte fødevarer til gengæld. Der var forbud mod at give dem så mange levnedsmidler,
som de havde behov for. Sult var dermed programmeret. Livet i ghettoerne var desuden typisk præget af sygdom,
elendige sanitære forhold og en utrolig sammenstuvning af mennesker i de overbelagte boliger.
Situationen forværredes stærkt, da de tyske og østrigske jøder begyndte at ankomme. De blev presset ind i de på forhånd
overbelagte huse. En del af dem blev dog ført direkte til udryddelseslejrene.
SS nedsatte efter ordre fra Heydrich i hver ghetto et
Jøderåd eller Ældsteråd med op til 24 medlemmer, der ofte var tilfældigt udpeget.
Repræsentanter for SS deltog i rådets
møder, hvor de gav direktiver vedrørende ghettoen og dens beboere. Rådet blev gjort fuldt ud ansvarligt
for gennemførelsen af alle direktiver fra SS. Blandt rådets øvrige pligter
var at stille med det ønskede antal fanger til
deportationer, at føre statistik over antallet af jøder i ghettoen, fordelt på aldersgrupper og
erhverv, at fordele levnedsmidler, olie og medicin og at sørge for at bekendtgøre
ordrer fra SS. Jøderådet fik karakter af lokalt styre, der også tog vare på politiopgaver og
brandslukning,
postservice, sanitære opgaver, transport og logi.
Jøderådet skaffede midler til hospitaler og desinfektionsstationer samt føde og klæder til
dem, der intet havde.
Mange anså Jøderådets arbejde for at være kollaboration med fjenden.
Andre betragtede det som et nødvendigt onde, som måske kunne danne basis for bedre forhold.
Ghettoernes egentlige funktion var at samle jøderne, så det var let at udrydde dem. Der blev opført en udryddelseslejr
i nærheden af hver af de store ghettoer og jøderne blev derpå efterhånden ført til disse lejre og dræbt.
Denne udryddelse kunne gennemføres ret hurtigt og i stor udstrækning uden, at nogen erfarede konkrete
enkeltheder om det. Når der
skulle afgå transporter til udryddelseslejrene, søgte SS først at få
Jøderådet til at stille det ønskede antal fanger til transporten. Lykkedes det ikke, blev det
krævede antal fremskaffet af SS selv med vold og magt. Jøderne selv fik som regel oplyst,
at de skulle føres til et andet sted, hvor de skulle deltage i genopbygningsarbejde o.l. og de vidste derfor ikke,
hvad der ventede dem, men efterhånden begyndte der dog at versere rygter om drabene.
I hjemmesiden findes der en kort beskrivelse af 12 vigtige ghettoer i Østeuropa. Der er anført links
ved hver, så der let kan findes udbyggende oplysninger om den enkelte ghetto.
Desuden henvises der til, at der
specielt under Dødslejre
findes en udmærket detailleret beskrivelse af 33 ghettoer i Polen, de baltiske
stater og Sovjetunionen. samt et link til en officiel liste over de 535 ghettoer, der var i det besatte Østeuropa i 1942.
Endelig henvises til nedenfor
anførte links, der også kan bruges til at finde yderligere oplysninger om ghettoerne som sådan.
Oversigt
Detailleret tysk beskrivelse af ghettoerne
Ghettoens karakter