Hovedside


Udryddelsens gennemførelse



Den systematiske udryddelse af jøder i stor målestok startede med oprettelsen af udryddelseslejren Chelmno i Warthegau i december 1941. Hovedformålet med Chelmnolejren var at udrydde jøderne i ghettoen i Łódz men mange andre blev også dræbt i lejren. Fremgangsmåden ved drabene i Chelmno er beskrevet af den polske "Central Commision for Investigation of German Crimes in Poland": Det drejede sig om et lille statsejet landsted, der lå i en park omgivet med næsten uigennemtrængeligt fyrrekrat. Parken var desuden lukket med et højt plankeværk, som effektivt skjulte alt, hvad der foregik indenfor. De lokale indbyggere blev evakueret fra omegnen. Der var på forhånd to bygninger, det lille landhus og en tidligere kornlade. Der blev bygget to ekstra træhuse. Hele anlægget, hvor hundredtusinder af mennesker blev dræbt, omfattede kun to hektar. De, der blev bragt dertil med henblik på udryddelse, havde fået oplyst og regnede fast med, at de skulle arbejde med befæstningsanlæg. De fik ved ankomsten oplyst, at de skulle bade og at deres tøj skulle desinficeres. I husets hall skulle de klæde sig af. Derpå førtes de ad en korridor til fordøren, hvor der stod en stor lastbil indrettet som et gaskammer. Denne skulle, fik de oplyst, køre dem til badehuset. Når lastbilen var fuld, blev døren låst, motoren startet, og kulilte blev ledet ind i det indre gennem et specielt udstødningsrør. Efter 4-5 minutter, når ofrenes skrig og kamp for at komme ud, ikke hørtes mere, kørtes lastbilen 4 km ud i skoven til et sted, som var lukket med et højt plankeværk og bevogtet. Her blev ligene læsset af i en liggrube men senere blev de igen gravet op og brændt.
Beretning fra Central Commision for Investigation of German Crimes in Poland

Aktion Reinhard omfattede jøderne i Generalguvernementet. Den blev påbegyndt af de specielle Einsatzgrupper i oktober-november 1941. Aktionens hovedkvarter blev placeret i Lublin, hvor den ansvarlige chef, østrigeren Odilo Globocnik, havde sit hovedkvarter i den periode, hvor aktionen gennemførtes. Aktionens samlede personale omfattede 450 tyskere og en gruppe frivillige ukrainere, der fik specialtræning på SS skolen i Trawniki. Som led i aktionen indrettedes udryddelseslejrene Belzec, Treblinka og Sobibor. Sidst på året 1942 udvidedes aktion Reinhard til også at omfatte Bialystok distriktet, som var blevet inddraget i Stortyskland i august 1941 og havde ca 200.000 jøder. De fleste af dem blev sendt til Treblinka. Under hele aktionen dræbtes omtrent 2 mill. jøder på lignende måde som i Chelmno.

I begyndelsen blev ofrene ved ankomsten til udryddelsesstedet nedskudt med pistoler, geværer og maskingeværer eller de blev dræbt ved indsprøjtninger. Det foregik typisk afsides i naturen, i skove eller i lavninger i kuperet terræn. I Polen, Rusland og de baltiske stater blev myrderierne i stor udstrækning foretaget af et stort antal politibatallioner, som var tilkaldt fra alle egne af Tyskland og Østrig. Der kunne dræbes mange fanger ved skydning. I Riga kom man op på 15.000 fanger på en dag og ved Kiev i Rusland blev der skudt 31.000 jøder på to dage.

Den 15. oktober 1942 blev der endda skudt 50.000 jøder i nærheden af Brest i Hviderusland. Man erfarede efterhånden, at skydningen var en for stærk psykisk belastning for morderne. Da lejrene var oprettet, tog man derfor efterhånden gas i brug til myrderierne. Man brugte først lukkede politibiler, hvor fangerne dræbtes med kulilte fra motoren og dernæst "små" kuliltegaskamre, som arbejdede med kulilte fra russiske kampvognsmotorer og hvis kapacitet var op til ca 200 personer ad gangen.

Den tyske administration for Rigskommissariat Ostland var placeret i Riga og Letland var forudset at skulle spille samme rolle i jødeudryddelsen som Polen. Det var ikke den tyske civiladministration i Riga, der udførte drabet på jøderne. Denne rolle var lagt i hænderne på SS og det tyske sikkerhedspoliti. Chefen for SS i Letland var Lybæks politipræsident Walther Schröder og chefen for SS i Estland var Flensborgs politidirektør Hinrich Möller. Men civiladministrationen var også stærkt involveret på den måde, at den oprettede og organiserede ghettoerne, sørgede for, at alle jøder var mærket med davidsstjerne, udskrev jøder til tvangsarbejde, konfiskerede jødiske værdier og stillede køretøjer til rådighed for udryddelsesgrupperne m.m.

Af mangel på arbejdskraft protesterede krigsindustrien og militæret mod at myrde de mange arbejdsduelige personer og det blev derfor besluttet at beholde de arbejdsduelige jøder i flere af de store ghettoer indtil videre. I Sobiborlejren og i Treblinka gik fangerne til angreb mod bevogtningspersonalet og det lykkedes en del af dem at flygte. Chefen for SS, Himmler, gav blandt andet af disse grunde den 19. juli 1942 ordre til, at Generalguvernementet skulle renses helt for jøder inden udgangen af 1942. Udrensningen afsluttedes allerede den 3. november 1942 med en "høstfest", hvorunder 43.000 jøder blev skudt, 10.000 i Trawniki, 15.000 i Poniatowski og 18.000 i Majdanek.
Links til "aktion Reinhard":
Aktion Reinhard


De samlede drabstal for de fire første udryddelselejre er opgjort til:

  • Chelmno   340.000 (muligvis overvurderet)
  • Belzec       600.000, muligvis højere
  • Sobibor    250.000
  • Treblinka 850.000
  • I alt         2.040.000
  • Hertil kom 2-3 mill. jøder, som gik til grunde i Auschwitz samt størsteparten af 360.000 døde i Majdanek og over 1 mill. russiske jøder. Desuden er der dræbt et ukendt antal jøder i de øvrige koncentrationslejre. Selvom antallet af ofre ved Holocaust ikke kan opgøres eksakt, kan det dog beregnes ud fra foreliggende oplysninger og vurderinger. Dommer Jackson opgjorde det ved Nürnberg processen til mindst 4,5 millioner jøder. Det er dog almindeligt akcepteret, at det drejer sig om mindst 5-6 millioner. Institute Of Jewish Affairs i New York anførte i 1945, at tallet måtte ligge mellem 5.659.600 og 5.673.100. I studiet "Die Vernichtung der europäischen Juden" af Raul Hilberg, anføres der et samlet antal myrdede jøder på 5,1 millioner.

    Spørgsmålet er: Hvordan kunne dette ske? Hvem har skylden? I bogen "Hitlers willige Vollstrecker" har den amerikanske forsker Daniel Goldhagen påpeget, at antisemitismen stort set var udbredt i hele det tyske folk - også i de kirkelige kredse og i de kredse, der søgte at gøre modstand mod Hitler - at praktisk talt ingen søgte at hjælpe jøderne og at almindelige tyskere var villige til at hjælpe med den endelige løsning af jødeproblemet. Goldhagen har i et foredrag taget afstand fra at give den tyske befolkning en kollektiv skyld for jødeudryddelsen. Han har i talen også taget afstand fra, at nazismen skulle være et resultat af Tysklands historie. Nazismen skyldtes, at det ikke var lykkedes for Tyskland at udvikle en ægte forståelse og tilstrækkelig akcept af de demokratiske og liberale værdier og at der derfor ikke var udviklet bæredygtige demokratiske institutioner. Han mener videre, at udryddelsen af jøder (Holocaust) udviklede sig organisk af nazismen og derfor var blevet mulig, fordi der manglede en fast national demokratisk orientering og politisk system. Udryddelsen af jøder er den centrale begivenhed i moderne tysk historie og den omtalte mangel på demokratisk forankring er det centrale emne, mener Goldhagen.
    Links vedrørende jødeudryddelsen:
    Beretning om Holocaust