MENU

Oprettet	9. marts 1933
Antal filialer	138
Maksimalt antal fanger	67.665
Fanger ialt i lejren	206.206
Heraf døde	31.591
Ophørt eller befriet	29. april 1945

I byen Dachau, 20 km nordvest for München, oprettedes i marts 1933 den første af Hitlers koncentrationslejre. Stedet var valgt, fordi tomme bygninger fra en tidligere ammunitionsfabrik fra første verdenskrig kunne rumme ca 5.000 fanger. I begyndelsen bevogtedes lejren af det bayerske politi men efter tre uger overtog SS driften og bevogtningen. Lejrchefen, Theodor Eicke, opstillede derpå et organisationsprogram for livet i lejren, som var så strengt, at lejrens blotte eksistens spredte frygt i befolkningen og gjorde regimets politiske modstandere tavse. Da Eicke senere blev udnævnt til inspektør for alle koncentrationslejre, blev Dachau-modellen indført overalt. Dachau blev også brugt som skole for SS, hvor korpset lærte at betragte mennesker med anden overbevisning som mindreværdige og behandle dem som sådanne og uden tøven myrde dem, hvis det syntes opportunt. I Dachau fik envidere vagtmandskabet og lejrpersonalet samt militære enheder af SS speciel træning.

I trediverne blev personer fra mange tyske befolkningsgrupper interneret i Dachau, Jehovas vidner, der var militærnægtere, sigøjnere, der ligesom jøderne regnedes for "racemæssigt mindreværdige", repræsentanter for kirken, der værgede sig mod ensretningen af kirkerne, homoseksuelle, politiske modstandere og folk, som blot havde fremsat kritiske bemærkninger mod styret.

Lejren i Dachau fik, efterhånden som der kom flere koncentrationslejre, status af hovedlejr. Men det viste sig hurtigt, at lejren var for lille. I 1937 og 1938 byggede fangerne derfor en ny lejr ved siden af den gamle ammunitionsfabrik. Den nye lejr bestod af 30 beboelsesbarakker, to barakker reserveret til syge, en indgangsbygning for lejren med kontorer til SS forvaltningen, en driftsbygning og et lejrfængsel. Beboelsesbarakkerne var beregnet til at rumme 208 fanger hver. Der ankom imidlertid stadig flere fanger fra Tyskland og de besatte lande. Efter krigsudbruddet kom lejren hurtigt op på at rumme ca 23.000 fanger af 30 forskellige nationaliteter, især tyskere, russere, franskmænd og polakker men også 300 danskere og mange nordmænd. Lejren blev derfor mere og mere overfyldt. Der var efterhånden op til 1.600 fanger i hver barak.

Lejren var omgivet af vandfyldte grøfter og sikret med elektrisk ladet pigtråd samt en mur med syv vagttårne. Hvis en fange kom grøfterne nærmere end 8 meter, blev der uden varsel skudt fra vagttårnene.

Lejrens gaskammer oprettedes i 1942, camoufleret som brusebad. Det brugtes især, når lejren blev overfyldt i forbindelse med, at der ankom nye fanger. Grupper af fanger blev også dræbt med maskingevær. SS skød således 6.000 russiske krigsfanger på deres skydebane. Mange fanger blev også sendt til eutanasi-dødslejren Hartheim i Østrig. De officielle tal for disse ofre er 3.166.

De første jødiske fanger i Dachau var kendte politiske modstandere af nationalsocialismen. I Dachau såvel som i andre koncentrationslejre blev jøderne behandlet endnu dårligere end andre fanger. Efter Rigskrystalnatten blev over 10.000 jøder fra hele Tyskland interneret i Dachau. De fleste af dem blev sluppet fri igen efter nogle uger eller måneder og de, der havde mulighed for det, forlod derpå Tyskland.

I sommeren 1938 blev der bragt flere tusind østrigske fanger til Dachau. Det viste sig efterhånden, at noget tilsvarende skete hver gang, værnemagten besatte et nyt land.

Fangerne i Dachau arbejdede - udover med lejrens drift, administration og reparationstjeneste - i værksteder indenfor lejren samt i dens 138 arbejdslejre og udekommandoer. Blandt de i alt 206.206 registrerede fanger registreredes der 31.591 dødsfald. Det samlede antal døde i Dachau inklusive ofrene for enkeltdrab og masseeksekutioner samt de, der omkom på dødsmarcherne i lejrens sidste dage, kan dog ikke gøres op, da ikke alt blev registreret. I Dachau misbrugte SS-læger fanger til medicinske eksperimenter i lighed med andre koncentrationslejre. Specielt udførte man forsøg i et undertrykskammer som led i udviklingen af katapultsæder til krigsfly, hvilket kostede mange fanger livet. Efter det officielle stop for Eutanasiprogrammet begyndte i Dachau systematiske drab af syge og fanger, der ikke kunne arbejde. I sommeren 1941 registreredes i Dachau alle fanger, som var syge eller ikke kunne arbejde. Derpå bedømte en kommission fra Berlin disse tilfælde og i løbet af 1941/42 gennemførtes flere "Invalidetransporter" fra Dachau til slottet Hartheim ved Linz i Østrig, som tidligere havde fungeret som psykiatrisk anstalt. I Hartheim blev 3.016 fanger fra Dachau dræbt med gas.

I de sidste måneder inden befrielsen måtte fangerne i Dachau leve under særligt umenneskelige betingelser. Løbende ankom der fangetransporter fra de rømmede lejre i nærheden af østfronten. De ankommende fanger var næsten alle dødeligt udmattede og afmagrede. Der blev presset op til 1.600 fanger sammen i barakker, som var bygget til 208. Dagligt døde over 100 fanger, til tider endog over 200, af en tyfusepidemi, som herskede i lejren fra december 1944. Fangerne dannede en illegal lejrledelse med henblik på at overleve, idet man frygtede, at SS ville dræbe dem alle inden befrielsen. Den 26. april 1945 tvang SS 7.000 af fangerne til at forlade lejren og marchere mod syd. Under marchen blev alle, der ikke mere kunne gå, skudt og mange andre døde af sult, kulde eller udmattelse.

Den 29. april 1945 blev lejren befriet af de amerikanske tropper og i begyndelsen af maj lykkedes det for de amerikanske tropper også at befri de marcherende fanger. Ved befrielsen var der i lejren fanger fra mere end 30 lande og tyskerne var i mindretal. Det blev afsløret, at lejrledelsen virkelig havde haft konkrete planer om at myrde alle fangerne med bomber og gas. Kort før befrielsen døde 7.500 fanger, der blev begravet på Leitenberg, i nærheden af lejren. De sidste 1.230 fanger, der døde i lejren, blev begravet på byen Dachaus skovkirkegård.

Fra 15. november til 14. december 1945 fandt en første proces vedrørende koncentrationslejren Dachau sted ved en amerikanisk militærdomstol, hvorunder 36 af 40 anklagede SS folk fra lejren blev dømt til døden og eksekuteret.
Links:
http://www.dhm.de/lemo/html/wk2/holocaust/dachau/index.html
Detailleret beskrivelse på tysk

Arbejdslejre under Dachau:

Kaufering. I omegnen af byen Kaufering ved Landsberg, ca 40 km sydvest for München, oprettedes der fra juni til oktober 1944 femten arbejdslejre, elleve for mænd og fire for kvinder. Disse lejre skulle udgøre en del af det såkaldte Jagerstab program, som gik ud på ved hjælp af jødiske slavearbejdere at indrette underjordiske fabriksanlæg til bygning af kampfly. Anlægget i Kaufering skulle bestå af tre 240 m lange underjordiske produktionshaller med 90.000 slavearbejdere, hvor der skulle produceres 900 jetjagere om måneden. Lejrene havde fælles administration, placeret i Kaufering og var underlagt koncentrationslejren Dachau. Tilsammen udgjorde de den største arbejdslejr i Tyskland. Fangerne levede i hytter, som var halvt gravet ned i jorden. Deres forhold var miserable og bevirkede en høj dødelighed, til dels som følge af tyfus. De første fanger, der ankom i juni 1944, var litauiske jøder. De fulgtes i oktober af store transporter af ungarske, polske, tjekkoslovakiske og rumænske jøder, som for det meste kom fra Auschwitz. Det anslås, at der inden befrielsen ankom omtrent 29.000 fanger ialt. Heraf overlevede kun 15.000. En uge før lejrens befrielse af amerikansk militær begyndte SS at evakuere fangerne pr dødsmarch til Dachau og nogle andre arbejslejre. Da amerikanerne ankom den 27. april 1945, var lejren derfor allerede opgivet og mange af hytterne var brændt ned af SS vagterne. Nogle få fanger havde skjult sig i skovene rundt omkring men vendte tilbage for at vise befrierne massegravene. I resterne af arbejdslejren indrettes der et mindested.
Link om fangernes dødsmarch:
http://www.a-wagner-online.de/todesmarsch/marsch02.htm

Ottobrünn. Lille overfyldt arbejdslejr syd for München med knap 1.000 fanger, der udførte anlægsarbejder. Der var nordmænd, franskmænd, hollændere, russere og polakker i lejren.

Überlingen. Da fabrikkerne i Friedrichshafen, som producerede komponenter til raketterne i Peenemünde, blev bombet i 1944, blev produktionen flyttet nordpå i Tyskland. Sidst på året oprettedes imidlertid en arbejdslejr/udekommando under Dachau i Aufkirch ved Überlingen, i nærheden af Friedrichshafen, hvor man ville etablere underjordiske rum til videreførelse af fabrikationen af komponenter fra Friedrichshafen samt anden krigsmaterielproduktion. I lejren var der 800 fanger, der i mindre end syv måneder sprængte 4 km lange tunneller ind i klipperne. Her skulle firmaerne Luftschiffsbau, Maybach, Dornier og Zahnradfabrik have bombesikre fabrikshaller. Sidst i april 1945 befriede franske styrker fangerne. Ca 180 af dem overlevede ikke lejrens strabadser.
Link: http://www.stollen-ueberlingen.de/