Chełmno
I landsbyen Chełmno i Polen oprettedes i december 1941 den første egentlige udryddelseslejr for jøder.
Den var specielt bestemt til udryddelse af de jøder, der var samlet i ghettoen i Łodz. I Chełmno ville
SS bygge videre på de erfaringer, man havde indvundet ved eutanasiprogrammet, d.v.s. drab ved hjælp af gasbiler.
Udover jøderne fra Łodz blev også andre jøder fra det vestlige Polen (Warthegau) dræbt i Chełmno.
Der dræbtes dog også jøder fra Frankrig, Tyskland, Belgien og Holland, sigøjnere samt russiske og polske
krigsfanger. I alt dræbtes der 340.000 mennesker i Chełmno.
Lejren i Chełmno blev oprettet og drevet af en speciel
"Einsatzgruppe" (Sonderkommando) på samme måde som Reinhard-aktionens udryddelseslejre i Belzec, Treblinka
og Sobibor men til forskel fra disse brugte man ikke gaskamre i Chełmno, kun gasbiler. Fremgangsmåden ved drabene
i Chełmno er beskrevet af den polske "Central Commision
for Investigation of German Crimes in Poland". "Lejren" var et lille statsejet landsted, der lå i en park
omgivet med næsten uigennemtrængeligt fyrrekrat. Parken blev desuden lukket med et højt
plankeværk, som effektivt skjulte alt, hvad der foregik indenfor. De lokale indbyggere blev evakueret fra
omegnen. Der var på forhånd to bygninger, det lille landhus og en tidligere kornlade. Der blev bygget
to ekstra træhuse. Hele anlægget, hvor hundredtusinder af mennesker blev dræbt, omfattede kun to
hektar. De, der blev bragt dertil med henblik på udryddelse, havde fået oplyst og regnede fast med, at
de skulle arbejde med opførelsen af befæstningsanlæg. De fik ved ankomsten oplyst, at de skulle
bade og at deres tøj skulle desinficeres. I husets kælder skulle de klæde sig af. Derpå førtes
de ad en rampe op til en stor lastbil indrettet som et gaskammer. Denne skulle, fik de
oplyst, køre dem til badehuset. Når lastbilen var fuld, blev døren låst, motoren startet, og
kulilte blev ledet ind i det indre gennem et specielt udstødningsrør. Efter 4-5 minutter hørtes ofrenes skrig og kamp
for at komme ud ikke mere. Lastbilen kørte 4 km ud i skoven til et sted,
som var lukket med et højt plankeværk og bevogtet. Her blev ligene læsset af og begravet men senere
igen gravet op og brændt.
Beretning om Chełmno