Østrigs integrering i Tyskland i 1938 var meget værdifuld for Hitler, idet landet stillede over en million mand til at indgå i den tyske hær og SS. Den østrigske stat rådede desuden over langt større formueværdier end Tyskland og de indgik nu i de tyske beholdninger. De østrigske forekomster af råvarer var desuden tilgængelige for Tyskland.

For Østrig selv indebar integreringen dog også fordele. Østrigske borgere fik således de samme rettigheder som alle andre tyske borgere. Enhver østriger fik adgang til at søge stillinger i det offentlige i hele Tyskland og kunne derfor også som tjenestemænd eller funktionærer blive placeret overalt, hvor tyske statsborgere gjorde tjeneste. De havde derved også muligheder for avancementer til høje stillinger i det tyske samfund. En række østrigere fik derfor også vigtige poster på højt niveau i det tyske nazistiske system. Østrigerne udgjorde ifølge flere skribenter 8 % af Stortysklands befolkning men tegnede sig for 14 % af SS, 40 % af personalet i udryddelseslejrene i Østeuropa og 70% af Eichmanns stab.

Østrigerne deltog således fuldt ud i de grufulde gerninger, som blev begået mod krigsfanger, koncentrationslejrfanger og jøder af tysk SS, SA, militær og politi m.v. Spørgsmålet om nationalsocialismen og "Holocaust" var derfor i årtier et tabu i Østrig på trods af regelmæssige skandaler og affærer. Først Waldheim-affæren i årene 1986-1988 og 50-årsdagen i 1988 for Østrigs sammenslutning med Tyskland førte til en "historikerstrid" og dermed en mere realistisk erkendelse af, hvordan forholdene havde været i virkeligheden. Det blev herved klarlagt, at der intet grundlag var for tesen om, at Østrig blot havde været et offer for Hitlers politik: Størstedelen af østrigerne havde glædet sig over sammenslutningen i 1938, talrige østrigere havde deltaget aktivt i Holocaust og mange havde været passive tilskuere. Denne klarlæggelse måtte få politisk betydning i Østrig. I 1991 erkendte forbundskansler Franz Vranitzky som den første officielt, at landet var medskyldig i de nationalsocialistiske forbrydelser. Der blev derpå oprettet en såkaldt Nationalfond for ofrene for nationalsocialismen og mange ofre fik derved for første gang en - ganske vist lille - erstatning. I 2000 og 2001 blev der desuden vedtaget love om erstatning for tvangsarbejde og "ariseret" formue.

Men disse erkendelser var ifølge direktøren for Simon Wiesenthal Centeret i Jerusalem ikke tilstrækkelige. Han kritiserede i 2006 de østrigske myndigheder specielt for ikke at tage opgaven med at forfølge nazi-forbrydere alvorligt nok. Han kaldte Østrig et paradis for nazi-forbrydere og gav udtryk for, at Østrigs undersøgelser mod formodede gerningsmænd var utilstrækkelige og at gerningsmændene fortsat uhindret kunne tale åbent om deres forbrydelser i Østrig. Denne situation fandt han oprørende. Der søges ikke målbevidst nok efter beviser og mistænkte bliver kun spurgt, om de har deltaget i bestemte aktioner. Siger de nej, er sagen normalt afsluttet. Østrigske love beskytter naziforbryderne og forhindrer, at de bliver draget til regnskab, sagde han. Simon Wiesenthal Centeret i Jerusalem startede derfor en aktion, ”Last Chance” og indenfor dennes rammer tilstillede centret Østrig en liste med ialt 328 navne på formentlig nulevende formodede naziforbrydere, som er født i Østrig. Men kun i 77 tilfælde foregår der undersøgelser, og det sker langsomt og passivt, sagde han. Direktøren har også kritiseret fremgangsmåden overfor personer, der ikke direkte har deltaget i forbrydelserne. Det, de østrigske myndigheder siger, er, at de kun kan foretage sig noget, hvis vedkommende har taget en pistol og begået et mord.

Efter nedlæggelsen af folkedomstolene i 1955 er der i Østrig gennemført 35 straffesager mod personer, der var anklaget for at have begået nazistiske forbrydelser. Det er betegnende for disse sager, at ca halvdelen af dommene lød på frifindelse. En oversigt over disse domme kan ses ved at klikke på følgende link.

35 straffesager, gennemført efter nedlæggelsen af folkedomstolene.

På denne site findes beskrivelser vedrørende følgende 15 af de østrigske krigsforbrydere.