MENU

Koncentrations- og andre nazilejre i Østrig


I Østrig blev der oprettet flere lejrsystemer, hvor mennesker blev holdt indespærret mod deres vilje. Det vigtigste lejrsystem var koncentrationslejren Mauthausen med 49 udekommanoer eller arbejdslejre, de fleste i direkte tilslutning til en krigsmaterielfabrik. Fangerne kunne ikke påregne at overleve i dette lejrsystem. De blev ganske vist ikke dræbt ved ankomsten og Mauthausen betegnes derfor ikke officielt som en udryddelseslejr, men den blev en forløber for udryddelseslejrene og kaldtes "Mordlejren". På grund af den brutale behandling af fangerne blev den en af de mest frygtede koncentrationslejre i hele Stortyskland. Mauthausensystemet var som andre koncentrationslejre underlagt SS, herunder den særlige inspektion for koncentrationslejre. Som vogtere fungerede SS-folk og soldater. Fangerne stammede fra næsten alle Europas lande. I denne site er sammen med Mauthausen fire af arbejdslejrene/filiallejrene beskrevet mere udførligt. Arbejdslejrene og udekommandoerne var spredt ud over hele Østrig. Også koncentrationslejren Dachau ved München havde mange arbejdslejre spredt i Østrig.
Koncentrationslejren Mauthausen og dens arbejdslejre
Befrielsen af lejrene

Det største lejrsystem i Østrig var de såkaldte arbejdsopdragelseslejre, hvor udenlandske civile arbejdere var interneret. Dette system var underlagt Gestapo og politiet varetog bevogtningen. Systemet bestod af hundreder af større og mindre lejre spredt ud over hele Østrig. Næsten alle virksomheder fra den lille håndværkerbedrift eller landbrugsejendom til storindustrien beskæftigede civile tvangsarbejdere. På de store firmaer i de industrielle centre var de anbragt i bevogtede lejre.

De østrigske jøder blev tidligt interneret i lejre, der kun til dels var bevogtede og til dels ubevogtede. De tjente blandt andet som gennemgangslejre forud for deportationer til udryddelseslejrene i Polen og Rusland.
Jøders grusomme behandling

I 1944 blev der oprettet et særligt lejrsystem for ungarske jøder med henblik på at udnytte deres arbejdskraft ved bygningen af forsvarsskanser. Systemet omfattede ca 30 lejre og hørte også under Gestapo. Fangerne blev bevogtet af lokale østrigske vagter fra nazipartiet. Lejrene lå langs østgrænsen og anlæggene skulle tjene som forsvar mod den røde hær. I alle lejrene var behandlingen af fangerne grusom og dødeligheden høj.
Massakrer ved Südostwall

Da fronten nærmede sig, blev fangerne ført på en dødsmarch over til lejre i det indre af Østrig. Eleonore Lappin har i tidsskriftet David skrevet en dokumenteret oversigt over de jødiske tvangsarbejderes behandling i Østrig.
Jødiske tvangsarbejdere i Østrig. Tysk

På grund af denne oversigts betydning findes der ved efterfølgende link en tilsvarende dansksproget oversigt, som er udarbejdet på grundlag af Eleonore Lappins beretning.
Jødiske tvangsarbejdere i Østrig. Dansk

Mange af fangevogterne blev efter krigen stillet for retten, men mange anklager blev frafaldet, fordi der manglede beviser.

Sigøjnerne var ligesom jøderne interneret. Deres lejre var organiseret af kriminalpolitiet og bevogtet af politiet.

Endelig var der i Østrig også 29 krigsfangelejre, som hørte under hæren, der også bevogtede dem. Den største krigsfangelejr i Østrig var Stalag XVII B. Lejren oprettedes den 26. oktober 1939 i nærheden af landsbyen Gneixendorf, seks kilometer nordvest for byen Krems ved Donaufloden. Der var op til 66.000 fanger af forskellig nationalitet i lejren og dens arbejdskommandoer, herunder især franskmænd, belgiere, serber, polakker, englændere, 4.000 underofficerer fra USAs Air Force samt sovjetrussiske og italienske krigsfanger. Livet i lejren var præget af, at fangerne blev behandlet nationalitetsmæssigt forskelligt ud fra ideologiske racemæssige motiver. Lavest stod de russiske fanger. Lejren omfattede et kontorafsnit, et fængsel, en afdeling for læger samt karantænebarakker for nyankomne. Vagtmandskabet lå i en troppelejr ca 1 km borte. I nærheden af lejren blev der i foråret 1941 oprettet et lejrlazaret med tre hundrede senge. I et hjørne af lejren lå kirkegården, hvor over 1.600 dræbte russiske krigsfanger blev begravet.

Drabscentre under Eutanasiprogrammet. Her: Hartheim

I oktober 1939 iværksatte Tyskland det såkaldte Eutanasiprogram ("Barmhjertighedsprogram"), som gik ud på at give såkaldt "ikke-leveværdigt liv" en "nådesdød". Det drejede sig om en relativt nøje afgrænset menneskegruppe, i første række fysisk handicappede børn, voksne med sindssyge, arvelige sygdomme eller syfilis og personer, der tilhørte en "race af lavere værdi". Til at gennemføre Eutanasidrabene oprettedes der i 1940 seks drabscentre, bemandet med læger og sygeplejersker. De blev forbilleder for udryddelseslejrene for jøderne og en stor del af personalet i udryddelseslejrene kom fra drabscentrene.

I Østrig blev det største og vigtigste drabscenter, Hartheim, oprettet. Her dræbtes løbende "invalider", der leveredes fra psykiatriske sygehuse og lignende institutioner samt fra koncentrationslejrene. Fra maj 1940 til august 1941 drejede det sig om "uforbederlige" patienter fra sygehuse, pleje- og aldershjem i hele det stortyske område. I henhold til Hartheims egen statistik blev der i perioden maj 1940 til august 1941 dræbt 18.269 personer i Hartheims kælder. Fra sommeren 1941 blev der også dræbt fanger fra koncentrationslejre i Hartheim. Det drejede sig især om 5.000 fanger fra Mauthausen, Gusen og Dachau samt deres filiallejre, men også tvangsarbejdere fra Østeuropa blev dræbt i Hartheim indtil slutningen af 1944. De fleste var fanger, der ikke mere kunne klare arbejdet i stenbruddene. Men også politisk aktive fanger blev myrdet i Hartheim. Ialt blev der i Hartheim dræbt ca 30.000 personer.

Ofrene blev dræbt med gas, enten i stationære gaskamre i drabscentrets kælder eller under transport i mobile gaskamre. Både læger og andet personale medvirkede ved drabene. Bagefter forklarede de, at det var deres pligt at udføre de ordrer, de fik.

Hartheim fik en del af de ofre, der ankom, leveret via mellemstationer. Transporterne til Hartheim ankom eksempelvist først til en sindssygeanstalt i Niedernhart i Linz, hvor man dræbte mange ved underernæring og overdosis af medicin. De øvrige blev med mellemrum leveret videre til Hartheim.
Eutanasiprogrammet
Eutanasi-drabscentret Hartheim

Den "vilde eutanasi". Her: Steinhof


Trods et formelt stop i august 1941 fortsatte Eutanasiprogrammet i det skjulte indtil 1945. Fra 1941 blev der i særlige afdelinger i visse koncentrationslejre dræbt fanger af kategorien "ikke-leveværdige". Også i 100 psykiatriske sygehuse og lignende institutioner ud over Tyskland og Østrig fortsatte man drabene indtil 1945. Ialt dræbtes der i disse institutioner ca 200.000 mennesker, ofte ved, at man efterhånden fratog dem deres mad eller forgiftede dem. Disse forbrydelser fik betegnelsen "den vilde eutanasi".

Wiens helbredelses- og plejeanstalt ”Am Steinhof” skiftede formål ved Tysklands og Østrigs sammenslutning i 1938 og blev udpeget til Wiens officielle center for nationalsocialistisk "drabsmedicin". Fra 1941 udviklede det sig til et center for organiseret drab, som både anstaltens ledelse og personale, det kommunale styre, det lokale naziparti, myndigheder i Berlin, rigstilsynet med helbredelses- og plejeanstalterne og hæren var involveret i. Steinhofanstalten kom til at koste langt over 7.500 patienter livet. Patienterne her blev ikke blot udsat for overbelægning og plejeforsømmelser men også for manglende medicin og mad samt infektionssygdomme såsom tuberkulose og tyfus. I Steinhof døde i tiden fra 1941 til 1945 i alt mere end 3.500 patienter alene af sult. Et tilsvarende antal blev leveret til Hartheim. Disse forhold gjaldt dog ikke kun i Steinhof. Også i andre østrigske anstalter blev der myrdet på denne måde, men Steinhof blev en af de største og mest effektivt arbejdende institutioner i Stortyskland med hensyn til medicinsk misbrug af handicappede og drab på værgeløse og uskyldige mennesker.

Som i 29 andre anstalter i Østrig blev der i Steinhofanstalten indrettet en såkaldt børnefaglig afdeling med navnet "Am Spiegelgrund", hvor mindst 800 syge eller handicappede børn og unge blev dræbt indenfor rammerne af "Børneeutanasi". I 1941 blev doktor Heinrich Gross ansat som chef for denne afdeling, hvor det ikke blot drejede sig om drab men hvor der også blev udtaget organer og især hjerner af de dræbte til forskningsbrug. Gross var meget interesseret i at forske i sindsyge og dræbte syge børn med indsprøjtninger og på anden måde for at kunne anvende deres organer til sin forskning. Også dette fortsatte indtil 1945.

Steinhof blev efter krigen omdøbt til Otto Wagner-Spital og Gross blev, efter en tid blandt andet at have været arresteret af russerne, genindsat i sin stilling, hvor han derpå indtil firserne kunne forske på grundlag af de organer, hjerner m.v., som han havde samlet fra de dræbte børn i nazitiden. Herved opnåede han høj officiel anerkendelse, "Æreskors for videnskab og Kunst". Der blev på Steinhofs område i 1968 endog oprettet et specielt institut, ”Ludwig Boltzmann instituttet til udforskning af misdannelser i nervesystemet”, med ham som leder indtil 1981. Allerede i 1950 var han dog blevet idømt to års fængsel for drab på værgeløse uskyldige børn, men en appeldomstol frifandt ham. Senere fandt man 400 hjerner i hjernekammerets kælder samt 10.000 hjernepræparater på instituttets loft. De blev begravet ved en særlig statsbegravelse men efterhånden viste det sig, at der forelå langt flere, titusinder, andre hjernepræparater i andre institutter. Der blev i 1997 rejst straffesag mod Gross, men domstolens behandling af sagen blev den 21. marts 2000, før oplæsningen af anklageskriftet, afbrudt og ikke senere genoptaget. Den 28. april 2006 blev sagen officielt lukket efter at Gross var afgået ved døden den 15. december 2005.

En omfattende artikel af lektor Jørn Arpe Munksgaard, Rødekro, om Spiegelgrund er offentliggjort i Jyllands-Posten den 10. november 2008.
Historikeren Herwig Czech 2001-02 om problematikken med Gross
Detailler om retssagen i 1997