Østrigs sammenslutning med Tyskland

Baggrunden for Østrigs sammenslutning med Tyskland

Østrig har i tusind år udgjort en del af det tyske rige. Tyskland og Østrig har derfor fælles sprog og Østrigs kultur svarer derfor også til Tysklands. Men de har i de senere år været adskilte lande. Under første Verdenskrig, som de tabte, stod de sammen. De havde begge et kejserstyre, men ved første Verdenskrigs slutning forkastedes dette og de besluttede hver for sig at omdanne deres kejserdømme til demokratisk republik. Kejserriget Østrig-Ungarn blev delt op i et antal selvstændige lande i overensstemmelse med bestemmelsen i Versaillestraktaten om folkenes selvbestemmelsesret. Den rest, der blev tilbage, var forholdsvist lille med 6,5 mill. indbyggere, og mange vurderede ikke landet som værende levedygtigt som selvstændigt land. Tyskland mistede også en del af sit areal. Landene blev derfor enige om at tilstræbe en sammenslutning. Som følge heraf blev det skrevet i den nye østrigske forfatning, at "Tysk Østrig er en demokratisk republik. Tysk Østrig er en bestanddel af den tyske republik." I den tyske forfatning kom der en tilsvarende paragraf. Disse bestemmelser blev dog begge slettet efter krav fra sejrsmagterne, der ikke ønskede en sammenslutnig, fordi Italien, der i første Verdenskrig var en af sejrsmagterne, var betænkelig ved at få et stort Tyskland som direkte nabo og ikke ønskede tysk indflydelse på Balkan. Italien sørgede derfor for, at der i Versaillestraktaten kom en bestemmelse om, at Tyskland og Østrig ikke måtte forenes. Det tysk-østrigske ønske bestod dog fortsat. I 1930 besluttede de to lande derfor at danne en toldunion. Denne beslutning blev dog også underkendt af den internationale domstol, som fandt den stridende mod Versaillestraktaten.

I 1938 lykkedes det alligevel for Hitler at integrere Østrig i Stortyskland. Det skete ikke ved en enkel erobringskrig men ved list og politisk pression.
Økonomiske problemer i Østrig i mellemkrigstiden havde skabt politisk uro og baggrund for et diktatorisk/fascistisk styre. Dette blev etableret af Engelbert Dollfuß, der blev bundeskanzler (ministerpræsident) i 1932. De økonomiske problemer forsøgte Dollfuß at løse ved at optage et lån på 300 mill. schilling i Folkeforbundet. Dette lån blev bevilget på den betingelse, at Østrig ikke måtte sammensluttes med Tyskland i de påfølgende 20 år. Dollfuß var selv imod Østrigs integrering i Tyskland og ønskede et fortsat selvstændigt Østrig. Under drøftelser med Mussolini opfordrede denne Dollfuß til at opløse de politiske partier. Dollfuß begyndte med at internere politiske modstandere i "Anhaltelejre", der svarede til de koncentrationslejre, som Hitler samtidigt oprettede i Tyskland. Men i 1933 gik han videre og opløste Nationalforsamlingen og forbød de nazistiske og kommunistiske partier. Han regerede derpå som diktator og forbød efterhånden også Socialdemokratiet og fagforeningerne. I marts 1934 indgik Dollfuß en aftale med Ungarn og Mussolini, hvormed Østrig bandt sig stærkere til Ungarn og det fascistiske Italien. I juli samme år blev han imidlertid myrdet under en nazistisk opstand.

Han blev efterfulgt af Schuschnigg, der havde tilsvarende politiske holdninger men mente, at forholdet til Tyskland kunne afklares og forbedres ved forhandlinger. I juli 1936 blev der sluttet en aftale mellem Tyskland og Østrig om normalisering og venskabelige forbindelser. I denne aftale betegnedes Østrig som en tysk stat og det aftaltes, at visse nazister igen skulle tage del i østrigsk indenrigspolitik.
Schuschnigg gik herved ud fra, at Italien ville være imod en sammenslutning af Tyskland og Østrig. Men Mussolini begyndte i april 1937 en krig mod Abessinien. Dette blev fordømt af Folkeforbundet, herunder især af Frankrig og England, som fik vedtaget økonomiske sanktioner mod Italien. Han havde derfor behov for tysk støtte. Den fik han i form af oprettelsen af Berlin-Rom-aksen. Men til gengæld fik Mussolini svært ved at fastholde sin modstand mod en forening af Tyskland og Østrig. De østrigske politikere følte også, at Italiens modstand mod en tysk-østrigsk sammenslutning var svindende. Schuschnigg havde dermed ikke megen tilslutning til sin politik i dette spørgsmål.
Hertil kom, at den østrigske befolkning havde set, at Hitlers økonomiske politik havde afskaffet arbejdsløsheden i Tyskland og også skabte visse andre "gode" resultater. Der var derfor ikke megen modstand i befolkningen mod en forening af de to lande. Da Østrig desuden var stærkt antisemitisk, var det heller ikke for østrigerne problematisk, at Hitler havde iværksat omfattende jødeforfølgelser. Hitler var desuden selv oprindeligt østriger, selv om han havde fået tysk statsborgerskab i 1932. Dette forhold betød, at en sammenslutning af de to lande under hans ledelse ikke forekom så betænkeligt, som hvis Tyskland havde haft en ikke-østrigsk leder.

De kredse i Østrig, som ønskede en sammenslutning af de to lande, blev støttet af Hitler, der så den nye aftale som et middel til at øge nazisternes indflydelse i Østrig. Han pressede derfor med militære trusler den østrigske regering til at optage medlemmer af nazipartiet i regeringen. Da dette var imod Schuschniggs politik, måtte denne efterhånden give op som ministerpræsident. Tyskland tvang derpå Østrig til at anerkende den nazistiske indenrigsminister, Arthur Seyß-Inquart, som ny ministerpræsident. Han anmodede på Görings forslag hurtigt Tyskland om at sende tropper ind i Østrig.

Den 12. marts 1938 rykkede en tysk hær på 125.000 soldater ind i Østrig, hvor den blev modtaget af folket med overvældende begejstring. For ikke at andre lande skulle opfatte dette som en tysk angrebskrig, sendtes også en østrigsk hær ind i Tyskland. Allerede den 13. marts forelagde Hitler teksten til en lov, der lød således: "Østrig er en provins af det tyske rige". Med vedtagelsen af denne var de to lande forenet. Kort tid efter blev der holdt en - manipuleret - folkeafstemning, hvorved over 99 % af vælgerne i både Østrig og Tyskland stemte for sammenlægning af de to lande.

Østrig blev nu fuldstændigt integreret i Tyskland og fik status af en tysk provins eller enkeltstat under navnet Ostmark. Der blev gennemført en ensretning af det østrigske samfund ligesom af det tyske iøvrigt. Straks ved de to landes forening startede jødeforfølgelserne i Østrig. På fem dage måtte de østrigske jøder lide det, som jøderne i Tyskland havde lidt i fem år. Omkring 700.000 østrigere blev optaget som medlemmer af nazipartiet.

Østrigs tilslutning til det tyske rige blev meget værdifuld for Hitler, idet landet stillede en million mand til at indgå i den tyske hær og SS. Den østrigske stat rådede over formueværdier, som var tre gange så store som de tyske og de indgik nu i de tyske beholdninger. Østrigerne udgjorde ifølge flere skribenter 8 % af Stortysklands befolkning men tegnede sig for 14 % af SS, 40 % af personalet i udryddelseslejrene i Østeuropa og 70 % af Eichmanns stab. Østrig bidrog væsentligt til den tyske krigsførelse, ikke mindst på Murmanskfronten, og østrigske alpejægere spillede også en stor rolle ved overgrebene på civilbefolkningen i Nordnorge. Men Østrig spillede på grund af den meget udbredte østrigske antisemitisme ikke mindst en aktiv rolle ved jødeudryddelsen og adskillige østrigere blev ved Nürnbergprocessen dømt til døden for krigsforbrydelser.

Da krigen var slut, accepterede sejrherrerne, at Østrig var Hitlers første offer men de betonede, at Østrig selv var ansvarlig for landets aktive deltagelse i krigen på Hitlers side. Østrig blev også derfor besat som et fjendtligt land. At Østrig var Hitlers første offer blev draget stærkt i tvivl af historikere, der pegede på østrigernes vilje til integration i Tyskland og deres meget aktive samarbejde med det nazistiske styre. På den anden side var der også kredse i Østrig, der var modstandere af nazismen og var aktive som frihedskæmpere.
De allierede hæres besættelse af Østrig

Efter krigens afslutning tog Østrig først ret aktivt fat på et retsopgør, men efter at landet fik selvstændig status, blev der set mildere på mange af de misgerninger, der havde fundet sted i den nazistiske tid, idet der blandt andet blev gennemført en generalamnesti. Spørgsmålet om nationalsocialismen og "Holocaust" blev derefter et tabu i Østrig på trods af regelmæssige skandaler og affærer. Først Waldheim-affæren i årene 1986-1988 og 50-årsdagen i 1988 for Østrigs sammenslutning med Tyskland førte til en mere åben vurdering af, hvordan forholdene havde været i virkeligheden. Resultatet heraf var, at der intet grundlag fandtes for at påstå, at Østrig blot havde været et offer for Hitlers politik: En stor del af østrigerne glædede sig over sammenslutningen i 1938, talrige østrigere har deltaget aktivt i Holocaust og mange har været tilskuere. Denne klarlæggelse fik politisk betydning. I 1991 erkendte forbundskasler Franz Vranitzky som den første officielt, at landet var medskyldig i de nationalsocialistiske forbrydelser. Der blev derpå oprettet en såkaldt Nationalfond for ofrene for nationalsocialismen og mange ofre fik derved for første gang en - ganske vist lille - erstatning. I 2000 og 2001 blev der desuden vedtaget love om erstatning for tvangsarbejde og "ariseret" formue.

Men ifølge direktøren for Simon Wiesenthal Centeret i Jerusalem var dette ikke tilstrækkeligt. Han kritiserede i 2006 de østrigske myndigheder specielt for fortsat ikke at tage opgaven med at forfølge nazi-forbryderne alvorligt nok. Han kaldte Østrig et paradis for nazi-forbrydere og mener, at Østrigs undersøgelser mod formodede gerningsmænd er utilstrækkelige og at gerningsmændene uhindret kan tale om deres forbrydelser i Østrig. Der søges ikke hårdt nok efter beviser og mistænkte bliver kun spurgt, om de har deltaget i bestemte aktioner. Siger de nej, er sagen normalt afsluttet. Østrigske love beskytter naziforbryderne og forhindrer, at de bliver draget til regnskab, sagde han. Centret har startet en aktion, ”Last Chance” og indenfor dennes rammer overbragt Østrig en liste med ialt 328 navne på formentlig nulevende formodede naziforbrydere, som er født i Østrig. Kun i 77 tilfælde foregår der undersøgelser, og det sker langsomt og passivt, sagde han. Direktøren har også kritiseret fremgangsmåden overfor personer, der ikke direkte har deltaget i forbrydelserne. Det, de østrigske myndigheder siger, er, at de kun kan foretage sig noget, hvis vedkommende har taget en pistol og begået et mord.

Tysk link om Østrigs historie før anden Verdenskrig

Engelsk link om Østrigs historie før anden Verdenskrig